Politik

Portræt: Anders Samuelsen ville tage en kugle for ham - nu kører han videre uden bodyguard

Simon Emil Ammitzbøll-Bille fortsætter i dansk politik.

For anden gang i sin politiske karriere prøver Simon Emil Ammitzbøll-Bille at starte sit eget parti.

At kalde Simon Emil Ammitzbøll-Bille et unikum i dansk politik er efterhånden ingen underdrivelse.

Gennem sin karriere har han været medlem af hele fire partier, og nu har han for anden gang på bare 11 år stiftet sit helt eget, partiet Fremad.

Indtil for få måneder siden havde han som landets økonomi- og indenrigsminister indflydelse som få, og han har nu taget den yderste konsekvens for måske at kunne opnå den igen.

Opdraget til at have en holdning

For 42-årige Simon Emil Ammitzbøll-Bille er et politisk dyr, der søger magten, hvor den er. På den måde er han, som politikere er flest.

Men samtidig er han ikke bange for at tage en utraditionel vej derhen – og det er der ikke mange, der tør.

Hans vej ind i dansk politik begyndte i Det Radikale Venstres Ungdom og er på den måde ganske traditionel.

Ammitzbøll-Billes fire partier

Simon Emil Ammitzbøll-Bille har nu været medlem af fire partier:

  • Radikale Venstre
  • Borgerligt Centrum
  • Liberal Alliance
  • Fremad

Til Jyllands-Posten har han fortalt, at han fra en tidlig alder blev opdraget til altid at danne sig en holdning og kunne argumentere for den.

Han interesserede sig for politik allerede som barn, så han var på flere måder godt klædt på, da han i 1996 meldte sig ind i ungdomspartiet. Efter en fireårig indkøringsfase formåede han at klatre helt til tops og blive valgt til landsformand for organisationen.

Kendt med 'FC Zulu'

Den platform brugte han til at blive offentlig kendt. Dog ikke for sin politik i første omgang, men derimod for sit manglende boldøje, som han udstillede i TV 2-programmet 'FC Zulu'.

I de danske fjernsynsstuer var der mange, der grinede af den spinkle ungdomspolitiker med den spæde stemme og de store briller, der kæmpede så voldsomt med at ramme den runde læderkugle.

Jeg vil hellere gøre rent end arbejde for Margrethe Vestager

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Men samtidig var han én, man kunne huske, og det kom Simon Emil Ammitzbøll-Bille til gode, da han året efter for første gang stillede op og blev valgt til Folketinget for sit moderparti, Det Radikale Venstre.

Med 1771 personlige stemmer blev han skyllet ind på Christiansborg af Marianne Jelveds radicoole bølge, og internt i partiet så man ham som et af de lysende talenter, der de kommende år skulle bære partiet videre.

Hellere rengøring end Vestager

Så vidt kom det ikke. For før det for alvor blev Simon Emil Ammitzbøll-Billes tur, traf han for første gang en af de beslutninger, der skulle sende ham en alternativ vej mod magten. Han meldte sig ud af Det Radikale Venstre.

Årsagen var længere tids offentlig uenighed med den netop nyvalgte partileder Margrethe Vestager om blandt andet 24-års-reglen.

Vestager havde i et forsøg på at nærme sig Socialdemokratiet sagt, at de radikale måske kunne acceptere den omstridte 24-års-regel, hvilket i Ammitzbøll-Billes øjne var det samme som ’forræderi’. 24-års-reglen skulle forhindre familiesammenføring, hvis en af parterne i et ægteskab er under 24 år.

- Jeg vil hellere gøre rent end arbejde for Margrethe Vestager, lød afskedssalutten.

Det lignede politisk selvmord, men Simon Emil Ammitzbøl-Bille var langtfra færdig med politik.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille var ikke tilfreds med sin daværende partileder i Radikale Venstre, Margrethe Vestager. Video: Rasmus Dam Nielsen

Snakkede skattepolitik under OL

I januar 2009 stiftede han partiet Borgerligt Centrum, et borgerligt-humanistisk midterparti, der ønskede at støtte en borgerlig regering.

Partiet havde så godt som ingen opbakning og blev nedlagt bare fem måneder senere, men projektet var alligevel med til at skubbe ham i retning af det, der siden skulle vise sig at blive hans redning: Anders Samuelsen og Liberal Alliance.

I sommeren 2008 havde de to under en fælles tur til OL i Beijing talt indgående sammen om deres fælles politiske ståsted.

- Mens Usain Bolt løb, og alle jublede, sad vi og diskuterede skattepolitik, har Simon Emil Ammitzbøl-Bille senere fortalt.

Efter at have meldt sig ud af Det Radikale Venstre stiftede Simon Emil Ammitzbøl for første gang sit eget parti. Video: Rasmus Dam Nielsen

Fra 0,0 til afgørende

Tidspunktet havde dengang ikke været til at lave noget sammen, men nu hvor Samuelsen netop havde fået omdannet Ny Alliance til Liberal Alliance – og mere eller mindre indtog samme ståsted, som Simon Emil Ammitzbøl-Bille havde søgt med Borgerligt Centrum – gav det mening.

Godt nok var målingerne i bund – helt i bund. Men på mirakuløs vis fik Samuelsen og Ammitzbøll-Bille banket liv i partiet. Med en skarpt skåret liberal profil baseret på mærkesager som mere frihed og lavere skat strøg Liberal Alliance bare to år senere ind i Folketinget med ni mandater. Et antal, der voksede til 13 i 2015.

Jeg ville tage en kugle for Simon Emil. Vi står op for hinanden, passer på hinanden og værner om hinanden

Anders Samuelsen om forholdet til Simon Emil Ammitzbøll-Bille i Berlingske

Partiet var nu i den position, de havde kæmpet for. Det var afgørende, og Simon Emil Ammitzbøll-Bille var afgørende.

Parløbet med Anders Samuelsen havde bragt de to politikere tæt sammen. I interviews erklærede Samuelsen sig klar til ”at tage en kugle” for Ammitzbøll-Bille, kaldte ham for sin tro væbner og fastslog, at de to trods den officielle rangorden var sidestillet.

Det betød samtidig, at han var selvskrevet til en toppost, da de afgørende mandater halvvejs inde i valgperioden blev vekslet til liberale ministerbiler.

Økonomi- og indenrigsminister blev titlen, som Simon Emil Ammitzbøll-Bille fik lov at bære frem til valget i juni i år.

Liberal Alliance kom i forrige valgperiode i regeringen for første gang. Video: Rasmus Dam Nielsen

Faldt med Samuelsen

Vejen dertil havde været alternativ og kompromisløs, men måske også for direkte rettet mod magten.

I hvert fald mente flere, at partiledelsen i jagten på fine titler havde givet køb på grundlæggende liberale værdier som blandt andet det famøse krav om lavere topskat. På valgdagen i 2019 blev det straffet af vælgerne.

Liberal Alliance blev slagtet og gik ni mandater tilbage. Partileder Anders Samuelsen røg ud og valgte derfor at trække sig. Det var tid til nye kræfter.

I lang tid havde Simon Emil Ammitzbøll-Bille lignet den oplagte arvtager, men efter valgnederlaget var også hans stjerne falmet.

Pludselig blev han ikke længere kaldt kronprins. I stedet voksede et krav om, at også han skulle ud af vagten.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille har meldt sig ud af Liberal Alliance. Det skriver han på Facebook.

Presset ud

22. oktober 2019 kom TV 2 i besiddelse af et internt brev, skrevet af et flertal af medlemmerne i partiets hovedbestyrelse, der krævede, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille enten rettede ind eller forlod partiet.

Samme dag valgte han at forlade partiet og dermed betræde den sti, han før har fulgt med succes.

Om den igen skal føre til succes, skal vælgerne nu beslutte.