Peter Skaarup om belønning til kriminelle: - Det er helt galt

Flyttehjælp til kriminelle er et forsøg på at undgå, at boligområderne bliver defineret som hård ghetto.

Peter Skaarup, der er retsordfører for Dansk Folkeparti, er ikke imponeret over en metode, Odense Kommune og tre boligselskaber benytter for at undgå, at boligområder ender på ghettolisten.

Det siger han til TV 2.

- Jeg synes, at det er helt galt. Vi skal aldrig belønne kriminalitet. Og det er i virkeligheden det, der sker her. Ved at sige til kriminelle at de bare kan gå ud og lave noget kriminalitet, så kan de få nogle penge.

Kommentaren er en reaktion på et tilbud fra Odense Kommune og boligselskaberne FAB, Civica og Odense Boligselskab.

Her tilbydes beboere i almene boliger i Risingparken, Påskeløkken, Smedeløkken og Solbakken i Odense gratis flyttehjælp, 15.000 kroner og 14 dages betalt husleje i en ny almen bolig uden indskud, hvis de er dømt i 2019 efter straffeloven, våbenloven eller loven om euforiserende stoffer

- Beslutningen er for mig at se ensbetydende med, at vi på Christiansborg er nødt til at bede ministeren om at indkalde forligskredsen i forhold til ghettopakken. Vi er nødt til at drøfte, om det her virkelig skal være konsekvensen rundt omkring den pakke, der er vedtaget, siger Per Skaarup.

- Jeg er dybt overrasket over, at man bliver nødt til at gøre det her. Det er meget, meget kortsigtet. Det signal, der står tilbage, er helt forkert. Nemlig, at vi belønner mennesker, der laver kriminalitet.

'Et kæmpe ressourcespild'

Sidste år vedtog et bredt flertal i Folketinget den såkaldte ghettoplan, hvor ghettoområder blev pålagt at leve op til en række kriterier – blandt andet om niveauet af kriminalitet.

Et stempel som "hård ghetto" kan i yderste tilfælde have den konsekvens, at 60 procent af boligerne i et område skal omdannes, sælges eller rives ned.

Og det kan blive en dyr fornøjelse, lyder det fra Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), der forsvarer den alternative metode med, at alternativet ville være 'et kæmpe ressourcespild'.

- Jeg bryder mig selvfølgelig ikke om, at vi belønner kriminelle på denne her måde. Men det handler jo om, at vi med et relativt beskedent beløb kan undgå at skulle bruge et trecifret millionbeløb på at rive en masse boliger ned i et område, hvor det ikke løser noget, siger han til Fyens.dk.

square to 16x9

Rådmand: Et valg mellem pest og kolera

I de fire boligafdelinger er der blevet gjort flere tiltag for at undgå, at afdelingerne skulle ende i kategorien "hård ghetto".

Man har indsamlet eksamensbeviser fra beboere og fået dem oversat, så de kunne blive registreret. Desuden har man forsøgt at hjælpe folk med at komme i beskæftigelse og sørget for, at man kun kunne få bolig, hvis man er i arbejde eller under uddannelse. Det er alle tiltag, der har virket, men på grund af tidspres i forhold til ghettolisten vender man hver en sten for at komme væk fra ghettolisten.

Brian Dybro, der er rådmand i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, siger til TV 2 Fyn, at det nye tiltag er et valg mellem pest og kolera.

- Jeg har det rigtig svært med det, og jeg ville meget, meget gerne have undgået det her. Men vi har halvanden måned til at leve op til ghettolovgivningen, og hvis vi ikke får ændret beboersammensætningen, så der bor færre kriminelle derude, så skal vi rive boliger ned ligesom i Vollsmose. Det vil være åndssvagt.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra boligminister Kaare Dybvad (S). Han afviser at stille op til interview og henviser i stedet til Odense Kommune.