Ulovlig adskillelse af asylpar: Her er, hvad Støjberg skal undersøges for

En undersøgelseskommission er på vej for at undersøge sagen om adskillelse af asylpar under VLAK-regeringen.

Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal undersøges for ulovlig adskillelse af mindreårige asylpar, og nu står det klart, hvad der præcist skal ses nærmere på.

Det skyldes, at regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet tirsdag er blevet enige om, hvad en ny undersøgelseskommission skal beskæftige sig med.

Konkret handler det om, at den nye kommission, der hedder 'instrukskommissionen', skal undersøge lovligheden af myndighedernes administration af mindreårige asylpar samt den information, der er videregivet til Folketingets Ombudsmand og Folketinget.

Det betyder groft sagt, at myndighederne skal undersøge, hvorfor der fandt en ulovlig adskillelse sted, og om det skete på foranledning af Inger Støjberg.

Glæde i rød blok

De røde partier har tidligere lovet, at de ville nedsætte en kommission for at undersøge Inger Støjbergs ageren i den omdiskuterede sag, og derfor glæder de sig over, at det nu snart sker.

- Med undersøgelseskommissionen skal vi til bunds i sagen og undersøge, hvad der skete i forbindelse med instruksen. Der skal placeres et ansvar. Ingen er hævet over loven, siger Radikale Venstres retsordfører, Kristian Hegaard.

Der lægges op til, at kommissionen får to år til at aflevere sin beretning.

Forstå sagen

Sagen om den ulovlige adskillelse af asylpar har kørt i flere år og begyndte i starten af 2016.

square to 16x9

10. februar udsendte Udlændinge- og Integrationsministeriet en instruks om, at alle asylansøgende par, hvor den ene er under 18 år, skulle adskilles. Det er imidlertid ulovligt, da alle sager skal behandles individuelt.

Inger Støjberg har dog forklaret flere gange efterfølgende, at hun samtidig med den skriftlige instruks gav Udlændingestyrelsen en mundtlig besked om, at den skulle gøre individuelle undtagelser og ikke adskille samtlige par.

square to 16x9

Siden er der dog sået stor tvivl om, hvorvidt den mundtlige instruks overhovedet blev givet. Der er ingen dokumentation for den, og flere dokumenter peger på, at den ikke er givet.

Inger Støjberg har forklaret, at hun under et møde med den daværende chef for Udlændingestyrelsen, Henrik Grunnet, 10. februar 2016 forklarede, at der skulle laves individuelle undtagelser. Men ifølge Information viser en hemmelig mail fra Henrik Grunnet, afsendt få timer efter mødet, at opfattelsen hos Udlændingestyrelsen var, at ”INGEN barnebrude må bo med ægtefælle”.

square to 16x9

Siden har Information så fortalt, at en hidtil hemmeligholdt PowerPoint-præsentation sår yderligere tvivl om Støjbergs forklaring. PowerPoint-præsentationen er lavet af Udlændingestyrelsen og blev fremlagt på et møde med landets asylcentre 23. februar 2016. Den viser sort på hvidt, at parrene skulle adskilles. Ifølge flere juridiske eksperter og oppositionspolitikere gennemhuller det Støjbergs forklaring.

square to 16x9

Folketingets ombudsmand har flere gange kigget på sagen. For to år siden kaldte han ministeriets fremgangsmåde ulovlig. I sidste måned kritiserede han, at Udlændinge- og Integrationsministeriet og Udlændingestyrelsen ikke gav ham den mail fra Henrik Grunnet, Information siden har fået adgang til.

Der er siden blevet rettet op på den ulovlige adskillelse af mindreårige asylpar, og et syrisk par har fået erstatning.

Kan lægge pres på Støjberg

Den nye 'Instrukskommission' kan ikke fælde dom over Inger Støjberg, men alene undersøge og beskrive, hvad der er foregået.

Et flertal i Folketinget kan dog på baggrund af undersøgelsen vælge at indlede en rigsretssag mod Inger Støjberg, som i yderste konsekvens kan betyde fængselsstraf og et farvel til dansk politik. Det er dog meget sjældent, det sker, men mindre kan også blive et problem for Inger Støjberg, der i dag er næstformand for Venstre.

Ifølge TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen kan undersøgelsens konklusioner lægge pres på Inger Støjberg, selvom hun ikke længere er minister.

Analytikeren drager en parallel til december 2011, hvor den dengang forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) tog orlov fra Folketinget. Det gjorde han, fordi Københavns Politi på det tidspunkt undersøgte hans rolle i sagen om læk af Helle Thorning-Schmidt og hendes mands skattesag.

Peter Lautrup-Larsen siger, at sagen var en stor belastning for Troels Lund Poulsen og Venstre, og det kan en undersøgelse af Inger Støjberg også blive, hvis den klart viser, at hun har løjet, lyder det.

- En sammenligning med Troels Lund er nærliggende, fordi hun kan komme til at miste muskler. Men Venstre har gjort hende til næstformand vel vidende, at kommissionen var på vej, så det samlede billede er, at Venstre - ligesom Støjberg - formentlig vil sige, at der ikke er noget at komme efter. Men selvfølgelig svækker det hende, siger Peter Lautrup-Larsen.

Støjberg afviser ulovlig instruks

Inger Støjberg afviser over for TV 2, at hun har bedt nogle i embedsværket om at gøre noget ulovligt. Det har hun også tænkt sig at forklare den nye kommission.

Den tidligere udlændinge- og integrationsminister tror ikke, det bliver en stor politisk belastning for hende at være genstand for en undersøgelse de kommende år.

- Jeg har aldrig nogensinde mødt en Venstre-mand, der har sagt, at jeg bare skulle lade stå til. Tværtimod er vi inderligt imod barnebrude i Venstre, siger Inger Støjberg.