Politik

Efter flere nepotismesager i forsvaret: Nu griber minister ind

Trine Bramsen. John Thys / Ritzau Scanpix

Tidligere generalmajor Hans-Christian Mathiesen efterforskes for at have forfremmet sin hustru.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) vil gøre op med de nepotismesager, der har ramt det danske forsvar de seneste år.

Derfor vil Forsvarsministeriet indføre et nyt jobsystem for militærets øverste officerer.

Det skriver DR.

Mere gennemsigtighed

Systemet skal sørge for mere gennemsigtighed og sikre, at der ikke bliver udløst spekulationer om, på hvilken baggrund folk i forsvaret bliver forfremmet.

- Gennem de seneste år har der været mange myter om, at ansættelser på højt niveau i Forsvaret handler om, hvem man er gode venner med, og hvilket kammeratskab man har. Det vil jeg gerne gøre op med, siger Trine Bramsen til DR.

Til det formål vil hun indføre et såkaldt bemandingssystem, der dels skal sørge for at vurdere og finde fremtidige officerer og chefer egnede til at komme i en chefpulje af særligt egnede.

Hvis man kommer med i den chefpulje, får man mulighed for at søge de ledige chefstillinger i Forsvaret. Ifølge DR drejer det sig om stillinger, der svarer til en rang af oberst i hæren eller flyvevåbnet eller kommandør i søværnet.

Desuden vil alle topstillingerne blive tidsbegrænset til fire år med mulighed for forlængelse.

Genralmajor beskyldt for nepotisme

Der har været flere sager om nepotisme i Forsvaret. I oktober sidste år blev den daværende øverste chef for hæren, generalmajor Hans-Christian Mathiesen, fritaget for tjeneste efter beskyldninger om nepotisme.

Han er sigtet for at have tilgodeset sin kæreste, der selv var ansat i militæret. Sagen efterforskes stadig. Der er ikke rejst tiltale i sagen.

Forsvaret gennemførte i august en rokade i sin topledelse, der betød, at den hjemsendte hærchef Hans-Christian Mathiesen blev fjernet helt fra sin stilling. Det skete, før Forsvarsministeriets Auditørkorps var færdige med sin undersøgelse af sagen.