Politik

Regeringen aflyser lønstigning til sig selv

Regeringen dropper lønstigning til ministre, som statsminister Mette Frederiksen siger, hun ikke kendte til.

Regeringen aflyser den planlagte lønstigning til ministre på fem procent, der ellers har ligget i dens finanslovsforslag.

Det oplyser Skatteministeriet.

I forslaget lagde regeringen op til, at landets 20 minstre skulle stige i løn fra årsskiftet.

- Folketingets partier er allerede gået i gang med at kigge på, hvad der er de rigtige rammer for politikernes lønforhold. Derfor er det også helt naturligt, at vi nu i første omgang sikrer, at ministrene ikke får en stigning i deres løn, skriver skatteminister Morten Bødskov (S) i en kommentar.

Statsminister var ikke bekendt med stigningen

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gennemføre i 2010 en midlertidig fem procents lønnedgang til ministre i forbindelse med en genopretningspakke efter finanskrisen.

Dengang var argumentet, at også landets ministre måtte bidrage til genopretningen af dansk økonomi.

Den midlertidige lønnedsættelse er efterfølgende blevet forlænget ad flere omgange og stod til at udløbe 31. december 2019, medmindre den blev forlænget igen.

- Vi starter med at forlænge nedsættelsen i et år, så vi har ordentlig tid til at finde en permanent og fair løsning, oplyser skatteminister Morten Bødskov.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde torsdag eftermiddag til DR, at hun ikke havde været opmærksom på den planlagte lønstigning.

- Ved du hvad, jeg vil være helt ærlig og erkende, at jeg ikke har været klar over, at det har ligget som en automatisk opregulering, sagde hun.

Eksminister bød den velkommen

Lønstigningen vandt dog gehør hos tidligere finansminister og næstformand i Venstre Kristian Jensen.

- Jeg ved godt, at jeg sætter bagdelen i klaphøjde og sikkert får en shitstorm på halsen. Men nogen skal sige det: Det er et ualmindeligt krævende job at være minister, og det skal belønnes med et vederlag, som svarer til indsatsen.

- Derfor støtter jeg fuldt ud, at den midlertidige nedgang, som blev indført under finanskrisen, nu fjernes, og at den nye regering får et løft på fem procent fra nytår, skrev han torsdag på Facebook.

Statsminister Mette Frederiksens (S) årsløn lyder på 1.574.372 kroner. Finansminister Nicolai Wammen og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) får hver en årsløn på 1.385.448 kroner. De øvrige ministre får 1.259.498 kroner.

Tidligere torsdag har både SF og Enhedslisten oplyst, at de ikke kan støtte en finanslov, hvor ministrene får mere i løn.

- Ministerlønnen er rigtig, rigtig god - også med nedsættelsen på fem procent, sagde Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten, til DR.