Politik

DF: Lad kommunerne selv inddrive deres gæld

Mens skattevæsnets inddrivelsessystem fortsat svigter, er danskernes skattegæld vokset til 123 milliarder.

Danskernes skattegæld er eksploderet, og mens skattevæsenet fortsat kæmper med at få styr på inddrivelsen, må andre aktører tage over.

Sådan lyder det nu fra Dansk Folkeparti, der med et nyt beslutningsforslag fremover vil gøre det muligt for landets kommuner og andre offentlige ikke-statslige institutioner selv at inddrive de mange udeståender:

- Vi kan ikke blive ved med at stå og se på, at gælden bare stiger og stiger, og der ikke bliver inddrevet noget som helst, siger skatteordfører Dennis Flydtkjær til TV 2.

- Hvis kommunerne eller nogle af de andre ikke-statslige fordringshavere mener, at de kan gøre tingene bedre end Skat, så skal de have muligheden for det, og det er det, vi vil med det her forslag.

Kuldsejlet gældsinddrivelse

Skat har over en årrække kæmpet en hård kamp med at få et effektivt digitalt inddrivelsessystem op at køre. I 2015 måtte man kassere det skandaleombruste EFI-system, fordi man simpelthen ikke kunne få det til at fungere.

I stedet valgte man at sætte sin lid til et andet ligeså mundret system, kaldet PSRM. Idéen med det er at koble i alt godt 800 offentlige kreditorer på en fælles platform, så de derigennem kan sende gæld til inddrivelse.

Oprindeligt var planen, at PSRM skulle rulles ud i løbet af 2019, men i skrivende stund er det kun lykkes at få 80 kreditorer koblet på systemet, og derfor måtte skatteminister Morten Bødskov (S) i sidste uge meddele, at lanceringen i første omgang er udskudt til 2021 og risikerer at blive yderligere forsinket.

Mulighed for samarbejde med inkassofirmaer

Det er derfor Dansk Folkeparti nu i den mellemliggende periode vil give kommunerne, de kommunale forsyningsselskaber og andre muligheden for selv at løfte opgaven med gældsinddrivelse i en treårig prøveperiode.

Ikke via tilbageholdelse af løn og ydelser som skattevæsenet, men derimod ved for eksempel at alliere sig med private inkassofirmaer.

- De (ikke-statslige fordringshavere, red.) skal selv stå for hele processen, og selvfølgelig være klar over, at de mister muligheden for at tilbageholde løn. Derfor skal det også være frivilligt. Men jeg tror på, at det her forslag både kan være med til at aflaste skat og sikre en større inddrivelse af gælden, siger Dennis Flydtkjær.

Det hele er meget kompliceret i øjeblikket

Morten Bødskov (S), skatteminister

I dag har kommunerne allerede mulighed for selv at inddrive gæld på ejendomsskatteområdet, og flere steder har det været en succes. For eksempel har man i Vejle siden 2017, hvor kommunerne overtog opgaven fra Skat, inddrevet 45 procent af det udestående. I Lejre er gælden faldet fra 2,7 millioner kroner til cirka 236.000 ved det seneste årsskifte og i Roskilde er den gået fra 6,2 millioner til et rundt nul.

Derfor er der også flere kommuner, der støtter forslaget.

- Vi har set, at kommunerne kan inddrive alt det, som skat ikke kan finde ud af på ejendomsskatterne. Vi ved også, at der ikke sker en døjt på de andre områder, hvor Skat har opgaven, så det er på tide, at vi får opgaven tilbage, så folk kan betale, hvad de skylder, siger Lejres borgmester Carsten Rasmussen (S) eksempelvis.

Han forklarer, at kommunen især har succes med at ringe ud til folk i stedet for for eksempel at skrive et brev.

- Når vi gør det, er der faktisk mange, der gerne vil betale. Der er selvfølgelig også nogen, der ikke er så interesserede i det, og når vi ringer dem op, så spørger de typisk med et smil på læben, om det ikke er Skats opgave, for så ved de nemlig, at de ikke skal betale, siger Carsten Rasmussen.

Skudt ned af skatteministeren

Men selv om der altså er interesse ude i landet for at samle inddrivelsesopgaven op, afviser Kommunernes Landsforening som samlet interesseorganisation for kommunerne at tage stilling til forslaget fra Dansk Folkeparti. Og på Christiansborg er der heller ikke den store opbakning.

Morten Bødskov (S) vil som ansvarlig minister ikke ophæve beslutningsforslaget til lovforslag. Han mener, det er vigtigere at fokusere på at få skattevæsenets inddrivelsessystem op at køre:

- Der er ingen tvivl om, at der skal gøres mere for inddrive den meget store gæld, der er, og derfor har regeringen også sat flere hundrede millioner kroner af til at få styrket indsatsen. Jeg tror, det er vigtigt, at vi nu holder snuden i sporet, siger han.

- Det hele er meget kompliceret i øjeblikket. Der er systemer, som ikke rigtig fungerer, og der er rod i gældsposterne. Men der en kerne i systemet, som fungerer nu, og det skal vi holde fast i.

Skatteministeren holder fast i, at skattevæsnets inddrivelsessystem nok skal komme op at køre Video: Rasmus Dam Nielsen

Venstre siger nej

Samme toner lyder hos Venstre, hvor skatteordfører Louise Schack Elholm ligeledes er afvisende.

- Vi skal altid lytte til, hvad kommunerne gerne vil have, men det er vigtigt, at det er noget kommunerne er enige om at ville have, så der kommer et samlet ønske fra kommunerne.

- Jeg forstår sagtens Dansk Folkepartis bekymring. Jeg er bare bekymret for, at vi sætter for mange skibe i søen. Der er allerede gået galt med et inddrivelsessystem (EFI, red.), så hvis vi begynder at rykke for meget rundt på tingene, er jeg bange for, at vi kommer til at sætte tingene over styr, siger hun til TV 2.