KOMMENTAR: Er Warren for venstreorienteret til at slå Trump?

16x9
I sidste ende bliver det næppe modkandidatens politiske profil, der afgør, om Trump får fire år mere i Det Hvide Hus, pointerer Mirco Reimer-Elster. Foto: Zach Gibson / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: I sidste ende bliver det næppe modkandidatens politiske profil, der afgør, om Trump får fire år mere i Det Hvide Hus.

Både i den amerikanske og den danske dækning af Demokraternes valgkamp hører man for tiden ofte to postulater:

  1. Den venstreorienterede senator Elizabeth Warren er favorit til at vinde Demokraternes nominering.
  2. Warren vil få svært ved at slå præsident Trump, fordi hun er (for) venstreorienteret.

Med andre ord er det værd at stille skarpt på spørgsmålet, hvorvidt Elizabeth Warren mon er for venstreorienteret til at kunne slå præsident Trump i 2020.

Det korte svar er, at jeg ikke køber argumentet, at Elizabeth Warren per definition ikke vil kunne vinde et præsidentvalg mod Trump, fordi hun er (for) venstreorienteret. Tværtimod vil jeg pointere, at det i sidste ende næppe bliver modkandidatens politiske profil, der afgør, om Trump får fire år mere i Det Hvide Hus.

Her kommer det lidt længere svar.

Præsidentvalg er folkeafstemninger

Den måske vigtigste pointe er, at præsidentvalget i 2020 næppe primært kommer til at handle om, hvorvidt Demokraternes præsidentkandidat er ung eller gammel, moderat eller progressiv eller mand eller kvinde.

Præsidentvalg, hvor den siddende præsident genopstiller, er valg, der typisk kredser omkring ét centralt spørgsmål: Fortjener præsidenten fire år mere i Det Hvide Hus?

Vi ved selvsagt ikke, om det også kommer til at forholde sig sådan i 2020. Men som udgangspunkt er det mest sandsynlige scenarie, at et kommende præsidentvalg med en mulig progressiv demokratisk præsidentkandidat ikke kommer til at være en folkeafstemning for eller imod eksempelvis Elizabeth Warren, men faktisk for eller imod præsident Trump.

En radikal politisk dagsorden

Vi ved fra forskningen, at amerikanske politikere, der ligger på yderfløjene, har en tendens til at underpræstere på valgdagen sammenlignet med mere moderate kandidater.

Samtidig ved vi, at Demokraterne vandt en storsejr ved sidste års midtvejsvalg takket været moderate kandidater, der vandt i svingdistrikter, ikke takket være venstreorienterede kandidater som eksempelvis Alexandria Ocasio-Cortez eller Ilhan Omar, der bare vandt stensikre demokratiske distrikter.

Taget i betragtning at Elizabeth Warren har en lang række radikale mærkesager, ligger det derfor nært at formode, at Warren kunne underpræstere i et potentielt præsidentvalg mod Trump. Ikke mindst fordi senatoren i forvejen har en historik for at underpræstere i de senatsvalg, hun har stillet op til.

Senatoren stiller op med en dagsorden om ”store strukturelle forandringer” af den amerikanske økonomi. Hun vil sætte en stopper for 140 millioner amerikaneres private sundhedsforsikringer og i stedet indføre en offentlig sundhedsforsikring betalt over skatten. Hun ønsker at indføre nye formueskatter for USA's rigeste, og hun agter også at bryde de amerikanske teknologigiganter op.

Det er vist dét, man typisk vil kalde en radikal politisk dagsorden, særligt i et land som USA.

Trump var mere moderat end Clinton

En af hovedårsagerne til, at politikere på yderfløjen tenderer til at underpræstere på valgdagen, er, at de har en tendens til at mobilisere oppositionens vælgere mere, end de mobiliserer egne vælgere.

Med andre ord er det ikke nødvendigvis kærligheden for en bestemt kandidat, der driver mobiliseringen, men hadet til modstanderen. Det er dét, man i forskningen kalder for negative partisanship.

Dette fænomen så vi i udtalt grad ved det seneste præsidentvalg, hvor et ikke ubetydeligt antal af vælgere stemte imod Hillary Clinton fremfor for Donald Trump.

Selvom det nok vil komme bag på mange danskere, blev Donald Trump i 2016 i øvrigt anset for at være den mere moderate kandidat af de to præsidentkandidater.

Spørgsmålet frem mod det kommende valg vil derfor selvfølgelig være, om det er Demokraterne eller Republikanerne, der kommer til at profitere mest på negative partisanship-effekten.

Hvad betyder det i praksis?

Vi ved, at de demokratiske primærvalgsvælgere den her gang vægter electability (valgbarhed, red) højere end kandidaternes valgprogram.

Med andre ord betyder det mere for flertallet af potentielle demokratiske primærvalgsvælgere, at demokraternes præsidentkandidat kan slå Donald Trump, end at man er enig i præsidentkandidatens politiske holdninger.

Men det står stadig ret uklart, hvad begrebet egentlig konkret dækker over i praksis.

Alt efter hvem man spørger, menes der måske en midtersøgende demokrat, der kan vinde midtervælgere og de arbejderklassevælgere tilbage, som Trump fik fat i under 2016-valget. Eller en kandidat med minoritetsbaggrund, der kan mobilisere minoritetsvælgere, ligesom Barack Obama formåede det. Eller en progressiv populist, der med sin dagsorden især kan begejstre og mobilisere unge vælgere.

I Elizabeth Warrens tilfælde er der ydermere tale om, at der lader til at være en sammenhæng mellem senatorens stigende opbakning i meningsmålingerne og stigningen i antallet af vælgere, der anser Warren for at være valgbar.

Ligeledes er der forskere, der pointerer, at Warren måske er bedre positioneret til at slå Trump end den moderate modkandidat Joe Biden, som ellers af vælgerne blive anset for at være den mest valgbare demokrat.

Med andre ord er det ikke nemt at finde rundt i, hvorvidt Elizabeth Warren faktisk skulle være mere eller mindre valgbar.

Økonomien er vigtigere end modkandidaten

Afslutningsvis er det derfor igen værd at pointere, at amerikanske valg faktisk i høj grad handler om større historiske og samfundsøkonomiske trends, og derfor typisk kan forklares – og forudsiges – ved at se på strukturelle udviklinger fremfor kandidaterne. Eksempelvis ved vi, at samfundsøkonomien traditionelt spiller en meget stor rolle for vælgernes stemmeafgivelser.

Havde man eksempelvis fokuseret mere på disse såkaldte fundamentals-modeller ved det seneste præsidentvalg, var det ikke kommet bag på én, at det ville blive et tæt præsidentvalg, som Donald Trump sagtens kunne vinde. Modellerne hæfter sig ved den siddende præsidents opbakning, den økonomiske vækst, samt hvilket parti, der har magten i Det Hvide Hus.

Med andre ord kan det anbefales, at medier og meningsdannere ikke primært udlægger teksten ved at stirre sig blind på personerne og valgprogrammerne, men i langt højere grad forholder sig til større strukturelle og særligt samfundsøkonomiske udviklinger det næste års tid.

For selvom vi tillægger især præsident Trumps personlighed og potentielt Elizabeth Warrens køn og ideologi en ekstrem stor betydning, så kan det bestemt ikke udelukkes, at vælgerne i langt højere grad kommer til at stemme efter, hvorvidt den samfundsøkonomiske udvikling eller andre strukturelle udviklinger i vælgernes optik berettiger, at Donald Trump ”fortjener” fire år mere på præsidentposten.