Politik

Statsministeren åbner for at sende europæiske soldater til Syrien

Tyskland vil have en europæisk styrke til det nordlige Syrien for at garantere en sikkerhedszone ved grænsen til Tyrkiet. Danmark er positiv.

Regeringen er åben for at støtte Tysklands forslag om at sende europæiske soldater til Syrien for at sikre fred ved grænsen til Tyrkiet.

Det siger statsminister Mette Frederiksen umiddelbart efter et møde i Folketingets udenrigspolitiske nævn.

- Der er et langt stykke vej fra denne snak til at træffe en egentlig beslutning, og vi vil selvfølgelig gå i dialog med vores allierede både i Europa og i særdeleshed i Nato, men tanken om, at Europa skal spille en mere aktiv rolle, synes jeg grundlæggende er god - og måske også nødvendig, siger hun.

Hær på 30-40.000 soldater

Det er den tyske forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer, der har fremsat forslaget.

Hun og hendes parti CDU ser gerne, at der samles en europæisk hær på 30-40.000 soldater, og det vil man på et møde i Nato torsdag og fredag forsøge at samle opbakning til.

Behovet for en sikkerhedszone i det nordlige Syrien er opstået efter, at Tyrkiet for to uger siden iværksatte en offensiv i området. Målet var at nedkæmpe kurdiske militser langs grænsen, som tyrkerne betegner som "terrorister".

Tyrkiet vil etablere et op mod 40 kilometer bredt bælte på Syriens nordøstlige grænse.

En brudt alliance

Kurderne har under kampen mod den militante bevægelse Islamisk Stat været USA's og de vestlige landes allierede.

Men den alliance brød sammen, da USA's præsident, Donald Trump, tidligere på måneden lovede Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, at trække de sidste af USA's soldater i det nordøstlige Syrien ud.

En international sikkerhedszone

Annegret Kramp-Karrenbauer sagde mandag til nyhedsbureauet dpa, at en eventuel deltagelse af tyske soldater i en sådan operation først skal godkendes af Forbundsdagen i Berlin.

Ifølge forsvarsministeren kunne en løsning være "at etablere en international kontrolleret sikkerhedszone, hvor Tyrkiet og Rusland inddrages", men på en måde, så det gøres klart over for Tyrkiet, at man ikke i strid med folkeretten kan holde områder i Syrien besat.

Tyskland er i forvejen aktiv i kampen mod Islamisk Stat. Det er i form af træning og overvågning af luftrummet over Syrien og Irak.