Politik

Rasmus Paludan kan holde kongres på Christiansborg

Rasmus Paludan og hans parti skal have lov at holde deres 'Rigskongres' inde på Christiansborg, lyder det fra Søren Espersen (DF).

Stram Kurs fik i sidste uge forbud mod at holde kongres i Middelfart af sikkerhedsmæssige årsager.

Partiet Stram Kurs kan få tilladelse til at holde sin såkaldte Rigskongres på Christiansborg.

Det bekræfter Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S) over for TV 2.

- Hvis Stram Kurs ønsker at bruge Folketingets lokaler til deres årsmøde, er jeg indstillet på at se velvilligt på en ansøgning. Der er tale om et parti, som var opstillingsberettiget ved sidste folketingsvalg, siger Henrik Dam Kristensen til TV 2.

Meldingen bliver taget godt imod hos Stram Kurs' partileder, Rasmus Paludan.

- Det har jeg det godt med. Men det er selvfølgelig ærgerligt for demokratiet, at det er nødvendigt. Det er jo ikke en sejr for demokratiet. En sejr ville jo være at holde det der, hvor vi havde lyst det, siger Rasmus Paludan til TV 2.

Stram Kurs fik i sidste uge af politiet forbud mod at holde sin kongres i Middelfart på grund af en trussel mod partilederen.

For at sikre demokratiet

Meldingen fra Folketingets formand kommer efter en opfordring til ham i et brev fra Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen.

- Politiet skal sørge for, at et lovligt og opstillingsberettiget parti skal kunne holde sit møde. ​Hvis politiet ikke kan finde ud af det, må vi jo sørge for det her på Borgen, siger Søren Espersen til TV 2.

Det er uacceptabelt, at et parti i Danmark på grund af manglende sikkerhed ikke kan få lov at samles til landsmøde, mener Søren Espersen.

Og i stedet for at vente og se, om sikkerhedssituationen omkring Rasmus Paludan ændrer sig, bør politikerne altså blande sig, lyder det onsdag eftermiddag fra DF'eren.

- Hvem skulle det ellers være en opgave for? Det er vores opgave at sikre, at demokratiet kan fungere. Det er om nogen en opgave for politikere at blande sig, siger Søren Espersen.

Vil være tryg ved Christiansborg

Normalt skal et folketingsmedlem være vært, hvis en forening udefra ønsker at bruge Folketingets lokaler.

- Det krav er jeg villig til at dispensere fra i denne særlige situation. Men derudover skal man overholde de andre regler, som gælder for brug af vores lokaler, siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, til TV 2.

Partilederen af Stram Kurs har straks efter meldingen kontaktet Folketinget for at tage imod invitationen.

- Jeg har henvendt mig og bedt om vejledning i, hvordan man lejer lokalet. Så i givet fald holder vi det der, siger Rasmus Paludan til TV 2.

Paludan vil ikke udtale sig om, hvorvidt politiet har givet ham nye oplysninger om sikkerhedssituationen. Men han vil være tryg ved at holde mødet inden for Christiansborgs mure.

- Hele pointen er jo, at Folketinget er et trygt sted. Og når nu politiet mener, at terrortruslen er så voldsom mod mig, at de vil bryde grundloven, så er Christiansborg et godt og sikkert sted at holde det, siger Rasmus Paludan til TV 2.

Partiet Stram Kurs bør kunne få tilladelse af Folketingets Formand til at gennemføre deres såkaldte Rigskongres på...

Posted by Søren Espersen on Wednesday, October 23, 2019

Svært at finde nyt sted

Det var oprindeligt meningen, at partiets kongres skulle være holdt lørdag fra klokken 9.30 på Milling Hotel Park i Middelfart. Nu er arrangementet udskudt med nogle uger.

Rasmus Paludan fortæller til TV 2, at det har været meget svært for partiet at finde et nyt sted at holde mødet efter nyheden om forbuddet.

- Der er i forvejen steder, der siger nej af politiske årsager. Nu er der også steder, der siger nej af sikkerhedsmæssige årsager. Det er ikke blevet nemmere at finde et nyt sted, når det nu gik, som det gik, siger Rasmus Paludan.

Christiansborg løser kun det aktuelle problem, mener han.

- Det løser ikke det egentlige problem, som er, at staten ikke kan beskytte lovlige politiske partiers årsmøder, siger Paludan til TV 2.