Politik

LA-formand uforstående over for Ammitzbølls exit: - Jeg kan slet ikke få det til at hænge sammen

Leif Mikkelsen har været landsformand for Liberal Alliance siden 2008. Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Ifølge Leif Mikkelsen begyndte de "nationalkonservative tendenser" at snige sig ind i Liberal Alliances politk, mens Ammitzbøll sad i ledelsen.

Det giver ingen mening, når Simon Emil Ammitzbøll-Bille bruger politiske uenigheder som årsag til, at han ikke længere er medlem af Liberal Alliance.

Sådan lyder det fra Liberal Alliances landsformand og organisatoriske leder, Leif Mikkelsen, der i mange år har arbejdet tæt sammen med netop Simon Emil Ammitzbøll-Bille i partiets ledelse og folketingsgruppe.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille offentliggjorde sin udmelding tirsdag aften. Og han begrunder sit exit med, at der ikke har været opbakning til hans ønske om at give Liberal Alliance en mere ”værdiliberal profil” med fokus på retssikkerhed, samarbejde med EU og verden samt en udlændingepolitik, der trækker i en anden retning end Inger Støjberg (V).

Men ifølge Leif Mikkelsen er Liberal Alliance på ingen måde blevet et mere nationalkonservativt parti, siden Alex Vanopslagh erstattede Anders Samuelsen som politisk leder efter det elendige folketingsvalg i juni.

- Jeg kan slet ikke få det til at hænge sammen. Alex Vanopslagh er om nogen liberal og fører liberal politik. Han gør det fremragende, siger Leif Mikkelsen til TV 2.

Regeringsdeltagelse gav problemer

Han mener derimod, at de ”nationalkonservative tendenser” kom ind i Liberal Alliances politik, da partiet i november 2016 valgte at gå i regering med Venstre og Det Konservative Folkeparti.

En beslutning, som daværende politisk leder Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille stod bag.

- Her stemte vi for nogle ting, vi ikke synes var liberale. Men det var med dem i spidsen, som nu er gået, siger Leif Mikkelsen.

- Meget værre end nu

Konkret nævner han det såkaldte burkaforbud, hvor Liberal Alliances ministre skulle stemme for, samt ”accept af en række forløb”, hvor Liberal Alliance ikke kunne forfølge mærkesager om lavere skat og en mere effektiv offentlig sektor som eksempler.

- Det blev på Venstres præmisser, og de endte med at komme helt over til Socialdemokratiet i valgkampen. Det blev vi en del af, og det, synes jeg, er meget værre end det, der foregår nu, siger Leif Mikkelsen.

Og det havde Simon Emil Ammitzbøll-Bille et ansvar for?

- Ja, det havde han da i høj grad. Han var fremtrædende minister og har kørte parløb med Samuelsen omkring al politikudvikling i Liberal Alliance.

Så hvad mener du om, at han går ud og siger, at hans exit skyldes politiske uenigheder?

- Det er vel bare et behov, han har for at komme med en forklaring, og det er så bare det. Jeg ønsker ham held og lykke med at komme videre.

Byrådsmedlemmer kan ikke se drejningen

Liberal Alliances tidligere gruppeformand Christina Egelund, som Simon Emil Ammitzbøll-Bille har kørt tæt parløb med, har også meldt sig ud partiet. Hun mener, at partiet er blevet indvaderet af "en stigende konservatisme", men det genkender flere af Liberal Alliances byrådsmedlemmer ikke.

- Jeg har kun set en ændring til det mere positive. Man er gået tilbage og fokuserer langt mere på de kerneliberale værdier, hvor partiet førhen har måttet gå på kompromis mange gange i regeringstiden, siger Mikkel Billis Dam, der er byrådsmedlem for Liberal Alliance i Faxe Kommune.

Rigge Nørmark, der er byrådsmedlem for Liberal Alliance i Greve, afviser også, at Liberal Alliance på det seneste har slået ind på en mere nationalkonservativ kurs.

- Jeg synes ikke, at Vanopslagh har flyttet Liberal Alliance forfærdelig meget, siger Rigge Nørmark.

Beskyldt for illoyalitet

Simon Emil Ammitzbøll-Bille udmelding om at forlade Liberal Alliance tirsdag aften kom efter internt pres.

TV 2 er i besiddelse af et internt brev, hvor et flertal af partiets hovedbestyrelsesmedlemmer i sidste uge krævede, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille rettede ind eller forlod partiet. Brevet blev sendt til partiformand Alex Vanopslagh, gruppeformand Ole Birk Olesen og landsformand Leif Mikkelsen.

I brevet skrev hovedbestyrelsesmedlemmerne, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille ”optræder illoyalt” og ”forsøger at undergrave den nye ledelse”.

Som eksempel nævner de et interview med Politiken midt i oktober. Her argumenterede Simon Emil Ammitzbøll-Bille for en mere EU-positiv linje og sagde samtidig, at det var en fejl, da Liberal Alliance i 2015 var med til at få danskerne til at stemme nej til at afskaffe retsforbeholdet.

Den udmelding var dog ikke koordineret med folketingsgruppen, og det har været medvirkende til beskyldningerne om illoyalitet.

Uenig med hovedbestyrelsen

Men selvom Leif Mikkelsen ikke forstår Simon Emil Ammitzbøll-Bille bevæggrunde for at melde sig ud, afviser han, at den tidligere økonomi- og indenrigsminister skulle have opført sig illoyalt over for det parti, som de begge har været en del af i over 10 år.

- Jeg har ikke noteret mig noget illoyalitet overhovedet, siger Leif Mikkelsen.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille fortalte tirsdag aften til TV 2, at han ikke havde set brevet fra hovedbestyrelsesmedlemmerne og holdt ved samme lejlighed fast i, at hans udmelding bunder i politiske uenigheder.

- Alle, der kender mig, ved, at jeg altid har arbejdet hårdt for personlig frihed, retssikkerhed og åbenhed. Det betyder meget for mig. Og jeg synes ikke, at jeg kunne komme igennem med de ønsker, jeg har haft til den politiske linje, sagde Simon Emil Ammitzbøll-Bille til TV 2.

Senere onsdag aften var Simon Emil Ammitzbøll-Bille gæst i TV 2 NEWS' talkshow 'Lippert', som også kan ses på TV 2 Play.

Her svarede han på kritikken fra Leif Mikkelsen.

- Jeg vil gerne rose Leif (Mikkelsen red.) og sige, at han er en god partisoldat, og det er også det, han stiller op til, når han siger, som han gør.

Hvad mener du med det?

- Han siger jo det, som han er castet til som landsformand for partiet. Og det er fair nok, hvis det er det, han har lyst til.

Men ifølge Simon Emil Ammitzbøll-Bille, så er der mange tilbage i partiet, som giver ham ret i de politiske uenigheder.

- Et stort flertal i hovedbestyrelsen. 14 ud af de tilbageværende 24 har skrevet et brev, hvor de giver mig ret i, at der er politiske uenigheder, og at de er utålelige.