Korrespondent om Junckers udmelding: - Det kan han ikke bestemme
Ifølge Jean-Claude Juncker er der "ingen argumenter" for en ny forsinkelse af Brexit.
Storbritannien vil ikke få endnu en udskydelse af Brexit, hvis Underhuset i London kasserer den nye udtrædelsesaftale, som EU og premierminister Boris Johnson er kommet frem til.
Det er meldingen fra EU-Kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, på et topmøde i Bruxelles, hvor EU's stats- og regeringschefer samles.
- Vi har en aftale, og den betyder, at der ikke vil være brug for nogen form for udskydelse, lyder det.
- Der vil ikke blive en ny udskydelse. Det er ingen argumenter for flere. Brexit må ske nu.
Men ifølge TV 2s EU-korrespondent Lotte Mejlhede er det ikke op til Juncker at bestemme, om briterne kan få en forlængelse
- Det er kun EU’s 27 stats- og regeringschefer, der – enstemmigt – kan give en forlængelse, siger hun.
Det er desuden kun få dage siden, at Juncker sagde det modsatte, nemlig at briterne bør få en forlængelse, påpeger Lotte Mejlhede.
- Så man skal efter min mening ikke lægge noget bogstaveligt i Junckers udmelding. Han forsøger at hjælpe Boris Johnson på vej, så han kan få en aftale over målstregen i det britiske parlament, siger hun.
Fjerde gang at Underhuset samles en lørdag
EU-topmødet afholdes i Bruxelles torsdag og fredag. Brexit skal, som planen er nu, kun drøftes torsdag.
Lørdag skal Underhuset stemme om skilsmisseaftalen.
Det er kun sket fire gange tidligere, at Underhuset er samlet på en lørdag. Senest var i 1982 under Falklandskrigen.
Egentlig skulle Storbritannien have forladt EU den 29. marts, men parterne blev enige om at udskyde skilsmissen for at undgå, at briterne sagde farvel uden en udtrædelsesaftale.