Politik

Danske politikere deler lige nu skolefotos af sig selv - her er forklaringen

Mette Frederiksens skolefoto, som hun har delt som modsvar.

Billederne er en modreaktion på en ny tendens, som skolefotografer oplever.

Man er, som man er.

Sådan lyder budskabet fra flere politikere - på tværs af politiske skel - som torsdag deler deres gamle skolefotos på sociale medier.

Delingen sker som reaktion på, at DR har beskrevet, hvordan flere forældre ønsker at redigere deres børns skolefotos. For eksempel ved at få fjernet en skramme fra ansigtet eller en savlplet fra tøjet.

Statsministeren deler

Blandt andre deler de konservatives formand, Søren Pape Poulsen, og Venstres næstformand, Inger Støjberg og statsminister Mette Frederiksen (S) deres gamle skolefotos.

- Redigerede børnebilleder. Nej vel! Vi er, som vi er. Skæve tænder eller noget andet eller tredje, skriver statsministeren på Instagram.

På billedet kan man se den ikke ret gamle Mette Frederiksen med fletninger og røde smækbukser.

Inger Støjberg er i lyserødt, og viser fortænderne frem på sit billede.

- Nutidens forældre får i stor stil redigeret deres børns børnehave- og skolebilleder, så de for eksempel ikke har skæve tænder...det gjorde mine forældre tydeligvis ikke, skriver hun.

Kommentar til forældre

Partiformanden for de konservative, Søren Pape Poulsen, kan man også se i en meget ung udgave med et par manglende tænder og stort smil.

Han har ligeledes en kommentar med til forældrene, der vil have redigeret deres børns billeder.

- At opdrage børn til, at man da bare kan retouchere virkeligheden væk, giver ikke børnene mere selvværd eller robusthed til at møde verden. Vi skal ikke feje alt det, der er svært, væk fra vores børn, skriver han på Instagram.

Også Jacob Mark, folketingsmedlem for SF, stemmer i og mener, at forældrene skal tænke sig om. Han ser sine egne skolefotos som tydelige billeder på, hvilke faser han gik igennem som barn.

- Så lad nu være med at bilde dem ind, at de skal have filter på. Børn skal have lov til at være børn uden filter, skriver han på Instagram.

Radikale Venstres Kristian Hegaard kommenterer i sjov på hullet i overmunden, som han viser frem på sit skolefoto.

- Jeg skulle have haft photoshoppet nogle fortænder ind, så mit smil var helt perfekt. Nej, jeg havde det sgu godt, som jeg havde det. Og det har jeg stadig, skriver han.

Efterspørger glansbilleder

DR har talt med fotografen, Edyta Sørensen, der er arbejder i virksomheden Iperspektiv og oplever den øgede efterspørgsel fra forældrene.

En gang imellem skal børnenes tænder gøres hvidere og blandt de sjældne tilfælde spørger forældre om, at buttede børn skal gøres slankere, lyder det.

- Jeg redigerer hele tiden. Nogle forældre kan jeg overbevise om at lade være med at ændre for meget, men nogle forældre vil absolut have, at det skal ligne et maleri, siger hun til DR.

Edyta Sørensen tager billeder af børn i vuggestuer og børnehaver i København og omegn. Og ifølge hende er det også forældrene til de helt små, der efterspørger såkaldte "glansbilleder".