Politik

Analytiker: Meld og Feld-bomben tikker videre under Dansk Folkeparti

Der kan vente DF endnu et opslidende forløb, nu hvor bagmandspolitiet overtager Meld og Feld-sagen. Det vurderer TV2s politiske analytiker.

Meld og Feld-sagen ligger stadig som en tikkende bombe under DF og venter på enten at blive afmonteret eller eksplodere for partiet.

For med udmeldingen fra OLAF i dag kan partiet stadig ikke sætte noget punktum i sagen om misbrug af midler i EU-fondene Meld og Feld.

- Dansk Folkeparti havde ellers helt åbenlyst håbet på, at de ville kunne lukke den her meget ødelæggende sag, når OLAF kom med deres konklusion, lyder det fra TV2s politiske analytiker Hans Redder.

Men i stedet skal Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti nu forberede sig på, at bagmandspolitiet overtager sagen fra EU.

- Det må frustrere DF, at der tilsyneladende nu er lagt op til langt forløb, også fremadrettet, hvor den her sag kommer til at fylde, siger Hans Redder.

Skår i troværdigheden

Det er en sag, der allerede har sat dybe spor i partiet.

- Det har været en meget ødelæggende sag for Dansk Folkeparti. Det har slået skår af DF's troværdighed og ikke mindst slået skår af Messerschmidts troværdighed, siger Hans Redder.

De skandalesager, der gør mest ondt i politik, er jo dem, der har et element af hykleri i sig.

Hans Redder, TV2s politiske analytiker

Han påpeger, at det især for Morten Messerschmidt har været en svær sag, fordi der er et element af hykleri involveret.

- Han har slået sig op på at ville bekæmpe et EU-system, der ifølge ham har været indspidst og haft en lemfældig brug af skatteborgernes penge. Og så bliver han selv anklaget for præcis det, han har skældt EU-systemet ud for så længe, siger Hans Redder og fortsætter:

- Og derfor gør det jo selvfølgelig ekstra ondt, når man selv bliver anklaget for og nu også - konkluderer EU-systemet - gør sig skyldig i at bruge penge uretmæssigt.

Det står endnu i det uvisse, om Messerschmidt og de øvrige implicerede DF-medlemmer vil få samme konklusion fra bagmandspolitiet, som nu får overdraget sagen.

Hvis bagmandspolitiet beslutter sig for at gå videre med sagen, kan det jo vise sig at blive endnu et opslidende forløb for Messerschmidt og resten af partiet.

Hans Redder, TV2s politiske analytiker

Vil bomben eksplodere?

Konklusionen fra EUs antisvindel-enhed er, at der har været tilfælde af ulovligt, ualmindeligt og uberettiget forbrug hos Meld og Feld og deres medlemmer, som kommer fra flere EU-lande. Det er den danske del af undersøgelsen, som bagmandspolitiet nu skal overtage.

Og ifølge Hans Redder bliver det spændende nu at se, om der er udsigt til et retsligt efterspil.

- For hvis bagmandspolitiet kommer frem til, at de ikke vil rejse en sag, så er der jo sat et punktum. Så er sagen slut, og så kan DF måske endelig komme videre, siger Hans Redder og fortsætter:

- Omvendt, hvis man beslutter sig for at gå videre, kan det jo vise sig at blive endnu et opslidende forløb for Messerschmidt og resten af partiet.

Dog giver onsdagens konklusioner fra OLAF nu partiet mulighed for at lukke i hvert fald kapitlet om selve EU-undersøgelsen, der begyndte i december 2015.

- Så selvom konklusionerne er skadelige for DF, tror jeg også, at man er tilfredse over, at der nu er en afslutning på selve EU-delen. For det har ligget som en dyne over DF, lyder det fra Hans Redder.

Sagerne om Meld, Feld, Karlsson og Messerschmidt

  1. 2012

    1. Meld blev grundlagt

      Meld bliver grundlagt, delvist finansieret af EU. 

      Meld er en forkortelse for Movement for a Europe of Liberties and Democracy. Det var en politisk, europæisk alliance.

      Organisationen samlede de euroskeptiske partier fra EU's medlemslande og politikere fra hele EU i ét fælles parti - herunder Dansk Folkeparti.

    2. Feld blev grundlagt

      Feld bliver grundlagt umiddelbart efter Meld.

      Feld var en politisk fond, der var tilknyttet Meld. Fonden havde til opgave at observere, analysere og bidrage til den europæiske, politiske debat.

      Feld står for Foundation for a Europa of Liberties and Democracy.

    3. Morten Messerschmidt i ledelsen

      Morten Messerschmidt bliver en del af ledelsen i Meld.

  2. 2014

    1. Morten Messerschmidt får stort valg

      Dansk Folkeparti får et historisk godt valgresultat til europaparlamentsvalget og bliver Danmarks største parti.

      Valget er i særlig grad en personlig succes for Morten Messerschmidt, der slår Poul Nyrup Rasmussens rekord for flest personlige stemmer ved et EP-valg. Han bliver formand for en fire mand stor DF-gruppe i parlamentet.

    2. Rikke Karlsson bliver indskrevet i Melds bestyrelse

      Rikke Karlsson og Jørn Dohrmann, der begge er blandt de fire medlemmer af DF i parlamentet, bliver indskrevet som medlemmer af bestyrelsen i Meld og Feld.

      De var ikke til stede ved generalforsamlingen, men havde ifølge Morten Messerschmidt givet mundtligt tilsagn om, at de ønskede at være med. Dokumenterne er underskrevet af ham.

  3. 2015

    1. Rikke Karlsson melder sig ud af DF

      Rikke Karlsson har i løbet af 2015 flere gange bedt om indsigt i, hvad Meld og Feld bruger sine penge på.

      Det har hun gjort hos Morten Messerschmidt, som er en ledende figur i både partiet og fonden. 

      Ifølge Rikke Karlsson nægter han hende imidlertid indsigt, og det får hende til at melde sig ud af Dansk Folkeparti og blive løsgænger i Europa-Parlamentet.

      Messerschmidt svarede, at der ikke var nogen grund til bekymring og sagde om sin tidligere partifælle til Berlingske:

      - Det virker på mig mest af alt som om, hun er en lidt forvirret pige, der kommer fra Rebild til Bruxelles og ikke kan overskue, hvad der sker omkring hende.

    2. Meld og Feld lukker

      Meld og Feld blev lukket ved udgangen af 2015.

  4. 2016

    1. DF skal betale misbrugte midler tilbage

      Den politiske ledelse i europaparlamentet, præsidiet, afgør, at Dansk Folkeparti skal betale 2,9 millioner kroner tilbage.

      Det skyldes, at penge fra Meld og Feld ifølge præsidiet er blevet brugt til at føre valgkamp i Danmark, mens Morten Messerschmidt har været en ledende figur.

      Partiet har siden betalt 1,6 millioner kroner tilbage, men nægter at betale de sidste 1,3 millioner kroner.

    2. Rikke Karlsson politianmelder Messerschmidt

      Rikke Karlsson anmelder Morten Messerschmidt for identitetstyveri.

      Hun anklager ham for at have misbrugt hendes identitet, da han meldte hende ind i Meld og Feld uden hendes vidende.

      I samme forbindelse siger Jørn Dohrmann også, at han ikke vidste, at han var medlem af bestyrelsen. Han er dog ikke en del af politianmeldelsen.

    3. Messerschmidt trækker sig som DF-formand

      Morten Messerschmidt erkender, at han har begået fejl i processen med Meld og Feld og trækker sig derfor som leder af Dansk Folkepartis nu tre mand store gruppe i Europa-Parlamentet.

      Han fastholder dog, at både Karlsson og Dohrmann havde givet ham mundtligt tilsagn, men han erkender at have fejlet med dokumentationen.

    4. Rikke Karlsson fastholder sag

      Morten Messerschmidts tilbagetræden som DF-formand og erkendelse af visse fejl får ikke Rikke Karlsson til at trække sin politianmeldelse tilbage.

      Hun understreger, at det er et DF-anliggende og ikke direkte relateret til hendes sag.

    5. Vistisen bliver ny gruppeformand

      Anders Vistisen overtager posten som gruppeformand og bebuder, at der skal strammes op på procedurerne i partiet.

       

    6. EU-støtte brugt til DFs sommergruppemøder

      DF's Kristian Thuelsen Dahl (th) og Peter Skraarup (tv) på partiets sommergruppemøde i Skagen onsdag d. 5. august 2015.

      Over to år - i 2014 og 2015 - har Dansk Folkeparti brugt 200.000 kroner, partiet har fået i EU-støtte til at finansiere partiets sommergruppemøder, fortæller DR og Ekstra Bladet. Eksperter vurderer, at det er ulovligt. Dansk Folkepartis gruppeformand Anders Vistisen erklærer sig parat til at betale beløbet tilbage, hvis pengene er brugt ulovligt. 

    7. Første politiker afhøres

      EU’s antisvindelenhed Olaf påbegynder afhøringerne af personer i sagen om Melds mulige misbrug af EU-midler. Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti afhøres som den første i sagen, skriver DR.

    8. DF betaler 200.000 kroner tilbage

      Dansk Folkeparti betaler 200.000 kroner tilbage, som partiet fik fra den europæiske gruppe Meld. Det oplyser partiformand Kristian Thulesen Dahl i sit ugebrev.

    9. Morten Messerschmidt smides ud af DFs ledelse

      Partiformand Kristian Thulesen Dahl siger til DR's TV Avisen, at partiet har besluttet at smide Morten Messerschmidt ud af partiets centrale organ, koordinationsudvalget. Det tæller foruden Thuelsen Dahl også næstformand Søren Espersen, gruppeformand Peter Skaarup, pressechef Søren Søndergaard og indtil i dag Morten Messerschmidt.