Støjberg ser positivt på mere overvågning: - Kriminaliteten bliver mere rå
Venstres retsordfører erkender dog også, at der er dilemmaer forbundet med at sætte flere kameraer op.
Regeringens planer om at øge overvågningen i Danmark ”massivt” får ikke meget opbakning fra støttepartierne, men hos oppositionens største parti, Venstre, er tonerne anderledes positive.
Det fortæller retsordfører Inger Støjberg.
- Jeg er ikke i tvivl om, at politiet skal have bedre muligheder for at overvåge i særlige områder på bestemte tidspunkter, siger Inger Støjberg til TV 2.
- Rå kriminalitet skaber utryghed
Venstres retsordfører tilføjer, at hun er ”dybt taknemmelig” over, at politiet i begyndelsen af 2016 efter terrorangrebet mod Krudttønden og synagogen i København hurtigt fangede Omar Abdel Hamid El-Hussein ved hjælp af blandt andet videoovervågning. Hun ser det som et godt eksempel på, hvad overvågning kan bidrage med.
Inger Støjberg medgiver samtidig, at kriminaliteten i Danmark på flere områder falder, men afviser alligevel, at mere overvågning er at skyde gråspurve med kanoner.
- Vi har en bandekonflikt og en forråelse af kriminaliteten af Danmark, og det skaber jo en enorm utryghed. Her er Nørrebro i København et godt eksempel, siger hun.
Opfordrer til fornuft
Regeringen fremlægger torsdag en detaljeret plan for, hvordan overvågningen i Danmark skal styrkes, men flere af tiltagene er allerede kommet frem i overskriftsform.
Politiet skal blandt andet have mulighed for at opsætte 300 ekstra kameraer, der skal være bedre muligheder for styrket overvågning af offentlige bygninger og nattelivet, og så skal politiet og PET i "ekstraordinære situationer" have mulighed for at overtage al tv-overvågning i hele Danmark.
Men selvom Venstre er tilhænger af, at politiet skal have bedre muligheder for overvågning, slår Inger Støjberg fast, at ”der skal bringes fornuft ind i det”.
- Det er også utroligt afgørende, at vi kan leve vores liv i frihed uden at skulle kigges over skuldrene af overvågningskameraer. Derfor skal vi finde et balancepunkt, siger Inger Støjberg.
Hun vil endnu ikke sige, hvilke af regeringens initiativer Venstre bakker op om, men vil afvente den endelige præsentation af forslagene.
Vermund kræver hurtigere udvisning
Hos Nye Borgerlige erkender partiformand Pernille Vermund, at spørgsmålet om mere overvågning er dilemmafyldt og en indskrænkning af den personlige frihed.
Alligevel er hun ikke afvisende over for at øge overvågningen, men det skal følges op af, at kriminelle udlændinge kan udvises efter første dom, siger hun.
- Det risikerer at blive en lappeløsning, hvis man ikke følger det op med mere konsekvens. Hvis forbryderne kan komme ud igen og starte forfra, er vi lige vidt, siger Vermund til TV 2.
Liberal Alliance advarer
Dansk Folkeparti ønsker også mere overvågning, men Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, advarer mod det.
Ligesom Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet mener han, at flere kameraer skaber falsk tryghed og udtrykker mistillid til befolkningen.
- Vi har ret til et privatliv, som vi har for os selv – også når vi færdes i det halvoffentlige. Argumentet om, at hvis man ikke har noget at skjule, har man ikke noget at frygte, synes jeg er en kliché, siger Alex Vanopslagh til Berlingske.
Over for TV 2 anerkender statsminister Mette Frederiksen (S), at mere overvågning er forbundet med dilemmaer, fordi langt de fleste danskere er lovlydige.
- Men vi har også den her meget, meget hårde kerne af ikke mindst unge med anden etnisk minoritetsbaggrund. Og når jeg hører om historier fra eksempelvis Brønshøj, hvor man ikke kan have et lokalsamfund i fred og ro, og om skyderier i København, så bliver jeg nødt til at sætte hårdere ind, siger Mette Frederiksen til TV 2.
Det Konservative Folkeparti bakker også op om regeringens tanker.
Justitsminister Nick Hækkerup præsenterer regeringens samlede forslag torsdag formiddag.