Tesfaye sender klart nej til EU om omfordeling af migranter

16x9
(ARKIV) Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye under overdragelse i Udlændinge- og Integrationsministeriet i København, torsdag den 27. juni 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En håndfuld EU-lande har aftalt midlertidig omfordeling af migranter fra havet, men Danmark vil ikke være med.

Danmark vil ikke deltage i en midlertidig aftale, der lægger op til omfordeling af migranter, som flere EU-lande blev enige om i slutningen af september i den maltesiske hovedstad Valletta.

Det slår udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) fast før et møde tirsdag i Luxembourg. Her skal ministre fra EU-landene diskutere EU's asyl og migrationspolitik.

- Helt konkret betyder det, at vi ikke ønsker at deltage i den omfordeling, der er blevet aftalt mellem EU-lande - den såkaldte Malta-aftale, siger Tesfaye.

Vil i stedet have kvoteflygtninge

På mødet vil han fremlægge regeringens flygtningepolitik, som kort fortalt går ud på, at man dels ønsker at sende yderligere hjælp til nærområder med flygtninge, dels ønsker at tage imod syriske kvoteflygtninge via FN.

- Vi har i stedet bedt FN om at kunne modtage syriske kvoteflygtninge fra flygtningelejre i Tyrkiet, siger Mattias Tesfaye.

I slutningen af september meddelte fem EU-lande - Frankrig, Tyskland, Malta, Italien og Finland - at de ville indgå en aftale om midlertidig omfordeling af migranter, der bliver reddet på Middelhavet.

- Jeg tror, at det er en kortsigtet løsning for de lande, hvis man begynder at omfordele. For det vil bare betyde, at endnu flere skibe vil sejle mod de europæiske havne.

Automatisk omfordeling giver flere flygtninge

Hvordan skal man håndtere det faktum, at nogle EU-lande lige nu huser en meget stor andel af de illegale migranter, der er kommet?

- Vi vil gerne fortsætte med at støtte nogle af de lande med at patruljere grænsen og med at behandle sager, for de er under et hårdt pres.

- Men vores politiske opmærksomhed er rettet mod at hjælpe flygtninge. Der er vi nervøse ved, at man har et system, hvor der er automatisk omfordeling, siger ministeren.

En automatisk omfordeling vil ifølge Mattias Tesfaye øge "incitamentet for folk til at sætte sig i bevægelse mod Europa".

Den danske regering har i sommer meddelt, at man igen vil modtage kvoteflygtninge og dermed deltage i FN's genbosætningsprogram. Danmark har været ude af programmet i nogle år under den tidligere regering.