Politik

Østergaard efter første møder: - Vi skal have Wammen op i gear

Enhedslisten frygter ikke, at regeringen kigger den anden vej, når der skal findes flertal for finansloven.

Mandag har de første partier besøgt finansminister Nicolaj Wammen (S) i Finansministeriet.

Baggrunden var de såkaldte sættemøder, der tegner de indledende forhandlinger om finansloven for 2020.

Og spørger man regeringens tre støttepartier Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, har møderne været positive:

- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at vi ikke kan få enderne til at mødes. Selvfølgelig starter vi med forskellige udgangspunkter, men jeg synes, at det, som regeringen blev dannet på (forståelsespapiret .red), vidner om, at der er nogle fælles ambitioner, som vi bør mødes om, siger Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard.

Mandag fremlagde Radikale Venstre deres bud på et finanslovsforslag under navnet ’Fra håb til handling’, hvor partiet gjorde det klart, at børn og klima har deres fokus.

Ø frygter ikke et andet flertal

For de radikale mener ikke bare, at vi har en klimakrise, men også en naturkrise. Derfor er ét at partiets mål, at en tredjedel af den danske landbrugsjord fjernes til fordel for skov og eng.

Vi skal have Wammen og socialdemokraterne op i gear. Der mangler vitaminer og proteiner

Morten Østergaard, politisk leder Radikale Venstre

Finansministeren sagde ved fremlæggelsen af finanslovsudspillet i sidste uge, at regeringen tog de ”de første skridt” ved blandt andet at afsætte én milliard kroner til grøn forskning. Radikale Venstre ønsker, at den nye finanslov bliver "den grønneste nogensinde", og mener derfor ikke, én milliard er ambitiøst nok:

- Vi skal have Wammen og socialdemokraterne op i gear. Der mangler vitaminer og proteiner, hvis finansloven for alvor skal bringe os fremad, siger Morten Østergaard.

Også i Enhedslisten har man slået på, at det bliver en grøn finanslov, fortæller politisk leder Pernille Skipper. Heller ikke her ser man en finanslovlov lige om hjørnet. Og selvom partiet meget klart fortalte, at også de ønsker en grøn finanslov, frygter de ikke, at han pludselig kigger mod højre for at finde flertal for sin finanslov:

- Regeringen sidder på baggrund af et forståelsespapir, hvor vi er fire partier i alt. Og vi har en forståelse om, i hvert fald i Enhedslisten, at vi bøjer os mod hinanden. Selvom vi selvfølgelig også har en grænse for, hvor slemt det skal stå til, siger Pernille Skipper, der kaldte dagens møde "godt".

SF kæmper videre for minimumsnormeringer

Enhedslisten gik ind til forhandlingerne for at øge ligheden i samfundet og højne velfærden. Ikke mindst for børn.

Derfor er partiets ønske, at der laves en plan for at sikre minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver. Af den årsag kaldte Pernille Skipper det ”uacceptabelt”, da finansministeren i sidste uge sagde, at der ’kun’ var afsat 2,1 milliarder i en pulje, der foruden minimumsnormeringer også skulle dæk grøn omstilling og kultur.

Det er ikke groet i regeringens have. Og nu skal vi helt i mål

Pia Olsen Dyhr, formand SF

Hos SF, for hvem minimumsnormeringerne har fyldt siden valgkampen, mener formand Pia Olsen Dyhr ligeledes, at der skal findes flere penge for at ”imødekomme folkekravet".

- Det er meget positive forhandlinger. SF kæmper for minimumsnormeringer. Det er ikke groet i regeringens have. Og nu skal vi helt i mål, siger Pia Olsen Dyhr.

Ønsket er højst tre børn per voksen i vuggestuer og højst seks børn per voksen i børnehaver. Pia Olsen Dyhr erkendte foran Finansministeriet mandag, at man ikke når i mål med det i 2020, men at håbet er, at der ”bliver taget et alvorligt skridt”.

Foruden SF, Enhedslisten og Radikale Venstre har også Alternativet, Venstre og Dansk Folkeparti været til de indledende sættemøder. Senere mandag følger Konservative og Siumut.

De resterende partier skal til møder tirsdag.