Politik

Kulturminister går på barsel fredag - nu er afløserne fundet

Kulturminister Joy Mogensen (S) går på barsel fredag. Philip Davali / Ritzau Scanpix

Joy Mogensens opgaver fordeles nu ud på to forskellige ministre.

Den gravide kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) går på barsel fredag, og afløserne er nu fundet.

Det meddeler Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn (S) skal tage sig af kulturområdet, mens transportminister Benny Engelbrecht (S) skal være fungerende kirkeminister.

Kritik fra partifælle

Joy Mogensen fortalte i foråret, at hun er blevet gravid ved hjælp af donorsæd og vil være enlig mor. Det fik kritik fra hendes partifælle Simon Simonsen, der mente, at barnet havde krav på en far.

- Ulykkeligt, at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive alene-forældre er blevet et personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie, skrev Simon Simonsen på Facebook.

Det fik partiformand Mette Frederiksen til at tage Joy Mogensen i forsvar.

- Lad mig gøre det helt klart. Om man bliver gravid med hjælp eller ej. Om man er en eller to om at påtage sig forældreopgaven – det er simpelthen ikke op til andre at fælde dom over, skrev Mette Frederiksen på Facebook.

- Han kender intet til mit liv

Joy Mogensen selv reagerede også på partifællens angreb.

- Jeg føler, at Simon Simonsen bruger mig og min graviditet til at udskamme kvinder, og det skal han ikke have lov til. Han kender mig ikke, han kender intet til mit liv, mine tidligere forhold eller mit valg, sagde Joy Mogensen til TV 2 og tilføjede:

- Kvinder gør det af forskellige årsager, og for mit vedkommende handlede det blandt andet om alder. Selv hvis prinsen på den hvide hest var lige rundt om hjørnet, er der ingen garanti for, at det ville lykkedes at blive gravid.

Overvældet over ministerudnævnelse

39-årige Joy Mogensen var indtil sin udnævnelse til minister i slutningen af juni borgmester i Roskilde. Det havde hun været siden 2011, og hun havde ikke regnet med, at hun skulle være minister i Mette Frederiksens nye regering.

- Jeg havde aldrig troet, at det var muligt. Det er meget overvældende, sagde Joy Mogensen, da hun blev udnævnt.

Det fremgår ikke af pressemeddelsen fra Statsministeriet, hvor længe Joy Mogensen skal være væk.