Politik

Analytiker: Her er, hvad du skal holde øje med i dagens åbningsdebat

Denne åbningsdebat bliver særlig interessant, mener TV 2s politiske analytiker.

Det er noget nær juleaften for politiske supernørder, men der bliver også masser af guf for andre, der interesserer sig bare lidt for dansk politik.

For Folketingets traditionelle åbningsdebat giver altid et godt billede af, hvad der bliver de store slagsmål i dansk politik i den kommende folketingssamling, som torsdag åbner officielt, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Og i år bliver åbningsdebatten særlig interessant, mener han, fordi det er første gang, det nye folketing samles i salen efter den nye politiske virkelighed, der er opstået efter valget grundlovsdag.

- Vi har en ny statsminister, et nyt rødt flertal, en ny formand for Venstre og en lang række konkrete, slagkraftige, meget vigtige politiske emner, som nu for første gang efter valget bliver debatteret i Folketingssalen, siger han.

Meget på spil

Debatten begynder klokken ti, og der er ingen fastlagt bagkant, så der er ingen tvivl om, at debatten som vanlig bliver lang.

- Der er meget på spil. Der er virkelig tid til at diskutere substans sådan en dag, og det vil politikerne også gerne. Og nu er der jo også endelig noget at diskutere substans ud fra, fordi regeringen har fremlagt deres finanslovsudspil, siger Hans Redder.

Regeringen præsenterede tirsdag sit forslag til en finanslov for 2020, og den blev ikke modtaget med stor begejstring hverken i oppositionen eller blandt støttepartierne.

Men det er ikke kun finansloven med dertilhørende emner som bredbåndspulje, minimumsnormeringer og grøn omstilling, der gør årets debat særlig interessant.

Åbningsdebatten er også en mulighed for at se nogle af de spillere, der kommer til at betyde rigtig meget i dansk politik de næste fire år, tørne sammen for første gang.

Hans Redder nævner særligt Jakob Ellemann-Jensen, der for første gang skal diskutere i Folketingssalen og stå over for Mette Frederiksen som Venstres formand. Han kommer ifølge Hans Redders oplysninger til at tage ordet mange gange i løbet af debatten.

De store spørgsmål

Af andre store spørgsmål, som vi måske kommer nærmere et svar på, nævner Hans Redder:

  • Hvordan vil Venstre placere sig i det store spørgsmål om den grønne omstilling og den klimalov, som regeringen vil lave?
  • Hvordan kommer oppositionen til at stå de næste fire år, og bliver der overhovedet en samlet opposition?
  • Nye Borgerlige skal for første gang deltage i en åbningsdebat. Hvordan vil partiet gribe det an?
  • Åbningsdebatter ender altid med, at man stemmer om nogle vedtagelsestekster. Der plejer at være én for rød blok og én for blå blok. Men dansk politik er i opbrud, så hvor stiller Alternativet sig? Og hvad med Nye Borgerlige?

Åbningsdebatten tager udgangspunkt i den åbningstale, som statsminister Mette Frederiksen holdt tirsdag. Det er ud fra den, folketingsmedlemmerne skal diskutere aktuelle politiske emner, men debatten slutter ikke, før der ikke er flere spørgsmål.

TV 2 har samlet det store overblik over, hvordan åbningsdebatten foregår, og hvem der bliver de største aktører. Du finder det her.