Løkke langer ud efter medierne og hænger navngiven kommentator ud

16x9
Lars Løkke Rasmussen (V) under Folketingets åbning på Christiansborg, tirsdag 1. oktober 2019. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Pressens dækning af Mette Frederiksens åbningstale får den tidligere statsminister til at overveje sit politiske liv.

Medierne svigter deres opgave som vagthund i en sådan grad, at den nu tidligere statsminister og formand for Venstre Lars Løkke Rasmussen overvejer at forlade politik.

Det skriver han i et opslag på Facebook onsdag morgen efter at have læst dagbladenes dækning af Folketingets åbning.

- Jeg føler energien fosse ud af mig, når jeg læser den såkaldt borgerlige presses gengivelse af det, der ellers skulle have være den dagsordensættende politiske linje i Danmark, lyder det fra Løkke.

Han fortsætter:

- Det efterlader mig her til morgen med en mærkelig dialektisk fornemmelse: Jeg må se at komme væk – det hele er kun et teater. Jeg må prøve at bide mig fast – det er for alvorligt til spin.

Savner kritisk sans

Mere konkret er Lars Løkke Rasmussen utilfreds med, at aviserne ikke går mere kritisk til værks over for den åbningstale, statsminister Mette Frederiksen holdt.

Hvorfor bliver der ikke stillet flere spørgsmål til hendes planer om en "nærhedsreform"? Hvorfor er der ikke fokus på modsætningen mellem at ville sætte daginstitutionerne fri og samtidig indføre minimumsnormeringer?

Når jeg læser Lars Løkkes opdatering på Facebook, ser jeg først og fremmest en meget bitter mand

Thomas Larsen, politisk kommentator, Berlingske

Et særligt fur får politisk kommentator på Berlingske Thomas Larsen.

Om "den borgerlige chefanalytiker" skriver Løkke, at han "stort set altid er enig med den sidste spindoktor, han har haft i røret", og at han i sin analyse af Frederiksens tale konstaterer, at den "var næsten pletrenset for konkrete udspil – men den tjente ikke desto mindre sit formål”.

TV 2 har kontaktet Lars Løkke Rasmussen for at få ham til uddybe sin tanker, men han er endnu ikke vendt tilbage.

En bitter mand

På Berlingske preller kritikken af på Thomas Larsen:

- Jeg er egentlig opdraget med, at man ikke skal sparke på dem, der ligger ned, men jeg må sige, at når jeg læser Lars Løkkes opdatering på Facebook, ser jeg først og fremmest en meget bitter mand, siger han.

Ifølge Thomas Larsen er Lars Løkke Rasmussen ude i et personligt vendetta mod ham, fordi han i sensommeren var en af de journalister, der indgående beskrev de problemer i Venstre, der endte med at føre til Løkkes afgang.

Han understreger, at Løkke har ret til at mene, hvad han vil, om hans analyser:

- Men det, jeg synes er trist ved hans opdatering, er, at han omtaler det parlament, som han selv har været en del af og stået i spidsen for i så mange år, som et cirkus. At han er kommet dertil, er for mig med til at understrege, at han sidder tilbage som en bitter mand efter at have mistet sin magt, siger Thomas Larsen.

Har lige læst onsdagens aviser med reportager og analyser fra folketingets åbning, som jeg selv – for første gang i mere...

Posted by Lars Løkke Rasmussen on Tuesday, October 1, 2019