Mette Frederiksen har fået 12 milliarder ekstra frem mod 2025

16x9
Mette Frederiksen på talerstolen i Aalborg Kongrescenter søndag den 15. september 2019. Foto: Claus Bjørn Larsen / Ritzau Scanpix

Nye beregninger viser, at regeringen har flere penge, end økonomerne regnede med for blot få måneder siden.

Regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen har pludselig fået ekstra penge at fordele de kommende år.

Nye tal fra Finansministeriet viser et meget stort ekstra råderum i økonomien sammenlignet med situationen under valgkampen.

Det viser beregninger, som den liberale tænketank Cepos har foretaget på baggrund af de nye tal. Det skriver Mandag Morgen.

Frem mod 2025 vil der være hele 12 ekstra milliarder kroner i frit økonomisk råderum. Vel at mærke efter at regningen til flere børn og ældre er betalt.

Det er 11 milliarder kroner mere, end økonomerne regnede med under valgkampen.

Flere faktorer spiller ind

De ekstra penge skyldes først og fremmest, at Danmarks Statistik har ændret sin befolkningsfremskrivning. Sammenlignet med den seneste fremskrivning fra 2018 lyder vurderingen nu, at antallet af børn og ældre stiger mindre.

Samtidig stiger antallet af borgere i den erhvervsaktive alder mellem 18 og 65 år mere. Det betyder, at færre modtager offentlige ydelser og service. Samtidig betaler flere skat.

Det hjælper også på økonomien, at renterne på den offentlige gæld er faldet.

Cheføkonom: Giver medvind

De mange ekstra milliarder ændrer på Mette Frederiksens muligheder for at føre sine løfter ud i livet om blandt andet ekstra velfærd, klima og pension til nedslidte.

- De ekstra penge i råderummet giver Mette Frederiksen og hendes regering den skønneste medvind, jeg kan mindes, nogen regering har haft, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos.

- I valgkampen talte alle om et ekstra råderum på en milliard kroner, ud over hvad der skal til, for at velfærden kan følge det stigende antal ældre og børns behov.

- Nu er der 12 milliarder kroner ekstra, så Mette Frederiksen har penge til at lade det offentlige forbrug stige mærkbart eller bruge nogle af pengene på at betale klimaregningen, siger Mads Lundby Hansen til Mandag Morgen.

Flere penge til rådighed

Den tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, professor i økonomi ved Københavns Universitet, peger på et stort, ekstra finanspolitisk råderum i de nye fremskrivninger af økonomien.

- Der er bare entydigt flere penge til rådighed, end man hidtil har troet. Finansministeriet ser meget mere optimistisk på den offentlige del af økonomien i perioden frem til 2025, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til Mandag Morgen.