Politik

Enhedslisten kræver billigere tog og bus på finansloven

Pernille Skipper og Enhedslisten vil arbejde for billigere kollektiv trafik til danskerne. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Kollektiv trafik skal være billigere, mener Enhedslisten. Det bliver hovedkrav ved finanslovsforhandlinger.

Efter nytår skal billetpriserne på tog og bus være markant billigere, hvis det står til Enhedslisten.

Partiet vil ved de kommende finanslovsforhandlinger kræve, at der bliver sat penge af til, at den kollektive trafik bliver 30 procent billigere allerede fra årsskiftet.

- Et af de krav, vi kommer med, er, at det skal kunne mærkes, når man sætter sig ind i en bus og et tog fra 1. januar. Så skal prisen være sænket markant, siger politisk ordfører, Pernille Skipper.

- I dag kan man komme billigere til London med flyveren, end man kan komme fra Aalborg til København med toget, og det er jo fuldstændig idiotisk i en klimatankegang, siger hun.

På spørgsmålet, om Enhedslisten vil kunne være med i en finanslov, hvis partierne ikke kan blive enige om 30 procent lavere priser, svarer Pernille Skipper.

- Man skal aldrig komme med ultimative krav i politik. Det lærer man hurtigt. Men jeg vil sige det sådan, at det skal kunne mærkes. Det går ikke, at man bare får en lille bitte reduktion, og at det stadig er alt for dyrt, når man pendler frem og tilbage, siger Pernille Skipper.

Behov for investeringer

Enhedslisten anslår, at billigere billetpriser vil koste 1,3 milliarder kroner om året. Derudover vil der være behov for at investere 900 millioner kroner i flere busser og tog.

For at betale den regning forslår partiet blandt andet, at kapital- og aktieindkomst skal beskattes som lønindkomst. Det vil ifølge partiet - som refererer til tal fra Skatteministeriet - indbringe 5,3 milliarder kroner årligt.

Christian Rabjerg Madsen, som er Socialdemokratiets finansordfører, siger, at regeringen vil forholde sig til de enkelte forslag ved forhandlingsbordet.

- Det er klart, at regeringen har forpligtet sig på en historisk ambitiøs indsats i forhold til at få bremset klimaforandringerne, og i den forbindelse er det også afgørende, at vi får styrket vores kollektive trafik, siger han.

- Det og mange andre emner kommer vi helt sikkert til at diskutere ved de kommende finanslovsforhandlinger.

Torsdag vil Enhedslisten præsentere hele sit forslag til en kommende finanslov, mens regeringen onsdag den 2. oktober vil fremlægge sit forslag.

Herefter går finanslovsforhandlingerne i gang, og finansloven bliver som regel vedtaget i Folketinget i december.