Politik

Kristian Jensen stifter eget firma

Kristian Jensen vil holde foredrag om verdens brændpunkter.

Venstres eksnæstformand stifter enkeltmandsvirksomhed. Han vil holde foredrag om politik og FN's verdensmål.

I weekenden takkede Kristian Jensen (V) officielt af som topfigur i Venstre ved partiets ekstraordinære landsmøde. Mandag er det kommet frem, at han stifter eget enkeltmandsfirma.

Det skriver finans.dk.

Firmaet hedder Kr. Jensen foredrag mv. Det er registreret i cvr-registeret 9. september.

- Jeg har stor lyst til at fortælle om forskellige ting. Mit virksomhedsprojekt skal køre parallelt med mit arbejde i Folketinget og de opgaver, som jeg bliver sat til at løse af Venstres ledelse.

- Virksomheden skal drives i det omfang, der er tid og plads til, siger Kristian Jensen til finans.dk.

Foredrag om udenrigspolitik og vejledning til virksomheder

For nylig meldte han også ud, at han påbegynder en uddannelse på Niels Brock i bestyrelsesarbejde.

Som foredragsholder vil han fokusere på tre emner til at begynde med. Det første tema er politik, som han beskriver som både fantastisk og brutalt.

Så vil Kristian Jensen holde foredrag om verdens brændpunkter. Her kommer hans tid som udenrigsminister ham til gode.

Og så vil han hjælpe danske virksomheder med at imødekomme FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

Afløst af Støjberg

En tumultarisk august med intern uro i partiet førte til, at Lars Løkke Rasmussen (V) valgte at gå af som formand for Venstre. På samme tid meddelte Kristian Jensen, at han også ville trække sig som næstformand.

En bevæget Kristian Jensen havde svært ved at holde tårerne tilbage, da han af pressen blev spurgt ind til det faktum, at hans drøm om at blive formand for Venstre ikke blev til noget.

- Det er der slet ikke ord til at beskrive, men det er sådan, at man skal træffe de valg, der er, når situationen er der, sagde Kristian Jensen 31. august.

Løkke og Kristian Jensen har siddet på deres respektive poster i ti år. Løkke blev i weekenden afløst af Jakob Ellemann-Jensen (V), mens Inger Støjberg (V) er ny næstformand i Venstre.