Koryfæer hylder Jakob Ellemann

Lars Løkke Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og Uffe Ellemann-Jensen havde forberedt en hilsen hver til den nyvalgte formand.

Det har næppe været en overraskelse for mange, at Jakob Ellemann-Jensen lørdag blev valgt som ny formand for Venstre.

Den tidligere miljø- og fødevareminister var nemlig den eneste kandidat til posten, og allerede inden det ekstraordinære landsmøde i Herning var flere lykønskninger allerede blevet indsendt.

Heriblandt var tre personlige videohilsner fra de tidligere Venstre-formænd Lars Løkke Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og Uffe Ellemann-Jensen, der tonede frem på en storskærm få minutter efter, at den nye Venstre-formand var blevet hyldet med både stående ovationer og blå konfettiregn,

Den nyligt afgåede Venstre-formand, Lars Løkke Rasmussen, udpegede sidste weekend Jakob Ellemann-Jensen som sin foretrukne efterfølger, og den støtte understregede Løkke i sin videohilsen til den nye formand.

- Du kom i Folketinget i 2011, og jeg har haft et godt øje til dig lige siden. Jeg har været stolt af at have dig som minister i min regering, og der findes ingen bedre end dig at give stafetten videre til, siger han.

Tidligere statsminister og nyligt afgåede partiformand for Venstre, Lars Løkke, sendte en videohilsen til sin arvtager, Jakob Ellemann Jensens, valg til formand. Video: Steffen Neupert

Samtidig fortæller Lars Løkke Rasmussen, at det var med inspiration fra Jakob Ellemann-Jensens far, tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen, at han gik ind i politik for 38 år siden.

Uffe Ellemann-Jensen var formand for Venstre frem til 1998, hvor han gik af efter et valgnederlag. Hans efterfølger blev Anders Fogh Rasmussen, der lykkedes med at vinde regeringsmagten tre år senere.

I sin hilsen til Jakob Ellemann-Jensen understreger Fogh sin tro på, at den nye formand kan opnå, hvad hans far ikke gjorde.

- Jakob, jeg vil håbe, at du bliver den Ellemann, som beviser, at en Ellemann kan blive statsminister i Danmark, siger han.

Tidligere statsminister og partiformand for Venstre, Anders Fogh Rasmussen, sendte en video-hilsen i forbindelse med valget af den nye partiformand Jakob Ellemann Jensen. Video: Steffen Neupert

Og i den tredje og sidste videohilsen lader det til, at det er en tro, også Uffe Ellemann-Jensen selv deler.

- Du er ikke bare blevet partiformand. Du er blevet leder for en stor, folkelig bevægelse, der en dag igen vil komme til at lede Danmark, siger han.

Samtidig forsikrer den tidligere formand om, at han stoler fuldstændigt på Jakob Ellemann-Jensens evner som øverste leder for Venstre, og giver ham et faderligt råd med på vejen:

- Det kan være en ensom post ved rorpinden. Især når det stormer. Men der er jeg tryg ved at have dig til at sætte kursen. Må vinden fylde dine sejl, slutter han.

Tidligere partiformand for venstre og udenrigsminister Uffe Ellemann sendte i forbindelse med sin søn, Jakob Ellemanns, valg til til partiformand Venstre. Video: Steffen Neupert