Ellemann budt velkommen: Når det banker på døren, er nye problemer på vej

Venstres nye formand har fået hilsener fra de andre partiledere på Christiansborg.

Samarbejde og modspil. Venskabelige drillerier og politiske ønsker.

Jakob Ellemann-Jensen havde ikke været nyvalgt formand for Venstre i mange minutter, før hilsenerne fra de øvrige partiledere på Christiansborg begyndte at tikke ind via de sociale medier.

Undervejs på lørdagens ekstraordinære Venstre-landsmøde sagde Jakob Ellemann-Jensen, at "Mette Frederiksen har haft rigeligt med arbejdsro". Han fortsatte:

- Skal vi ikke sørge for, at det ændrer sig allerede fra i dag.

Og i sin videohilsen gjorde den socialdemokratiske formand da også opmærksom på, at hun godt ved, at hun står over for en kampklar modstander.

- En klog mand sagde en gang: If you can't join them beat them (Hvis du ikke kan slutte dig til dem, så slå dem, red.), og det lader til, at du har taget det til dig, sagde Mette Frederiksen med henvisning til Venstre-formandens far, Uffe Ellemann-Jensen.

Mette Frederiksen delte også en formandserfaring med Jakob Ellemann-Jensen.

- Poul Nyrup (tidligere formand i Socialdemokratiet, red.) sagde en gang til mig: Pas på, når det banker på døren, for når det gør det, er det nye problemer, der er på vej ind, lød det fra Mette Frederiksen.

Statsministeren håber på godt samarbejde med V.

De andre ledere

Enhedslistens Pernille Skipper gjorde det kortere, da hun slog fast, at hun glædede sig til med- og modspil fra Venstre.

Enhedslistens leder forventer med- og modspil.

Morten Østergaard fra Det Radikale Venstre var knap så fåmælt, men glædede sig på vegne af Ellemann-Jensen, som han på Twitter roste for at have "vid, bid og højt humør".

Morten Østergaard fra Det Radikale Venstres hilsen til V-formand.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl sagde "flot gået" og ønskede den nye Venstre-formand tillykke.

Kristian Thulesen Dahls hilsen til Jakob Ellemann-Jensen.

LA-leder Alex Vanopslagh håbede på en mere borgerlig og liberal kurs.

Alex Vanopslagh ser frem til et mere liberalt og borgerligt Venstre.

Pernille Vermund fra Nye Borgerlige var i Grønland ombord på et inspektionsskib, men fik alligevel ønsket Venstres nye ledelse tillykke.

Partilederen fra Nye Borgerlige er på arktiske kommando på det gode skib Ejnar Mikkelsen.

Pia Olsen Dyhr forventer ikke medløb fra Venstre, men trods politisk uenighed skal det nok blive sjovt, mente SF's leder.

Pia Olsen Dyhr forventer både med- og modspil.

Den konservative formand Søren Pape Poulsen bød Jakob Ellemann-Jensen velkommen i "formandsklubben" og havde så en gave til Ellemann-Jensen i ærmet.

De Konservative´s Søren Pape Poulsen var i det pædagogiske hjørne, da han præsenterede Jakob Ellemann-Jensen for en lille overraskelse.

Uffe Elbæk hørte til de mere kortfattede, da han sendte sin videohilsen. Forinden havde Alternativets stifter på Twitter dog udtrykt ønske om et godt samarbejde, og at klimaet kunne komme til at stå først på dagsordenen.

Alternativets stifter var kortfattet, da nyheden om den nyvalgte V-ledelse stod klar.

På Venstres ekstraordinære landsmøde blev Inger Støjberg valgt som Venstres næstformand foran modkandidat Ellen Trane Nørby.

Selv lagde Jakob Ellemann-Jensen i sin tiltrædelsestale op til, at Venstre har et stort projekt foran sig. Der skal ro på de indre linjer efter en længerevarende magtkamp, som har betydet farvel til den tidligere formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen.

- Nu begynder arbejdet. Vi skal fra hus til hus. Vi skal overbevise danskerne om, at Venstre bliver danskernes førstevalg. Det bliver godt, det bliver hårdt. Vi ses til november, sagde Ellemann sin tale.

Venstre mødes igen til landsmøde 16.-17. november.