Stilladsfolk hylder bagagefolk efter dramatisk konflikt: - Vi er bag jer

16x9
Her står stilladsarbejderne ved indgangen til SAS Ground Handling, som er arbejdspladsen for SAS' bagagemedarbejdere. Foto: Mathias Øgendal

Fremmødet påvirkede ikke passagerer eller lufthavnens drift.

Fra klokken halv otte i morges stod en gruppe stilladsarbejdere klar til at hilse bagagepersonalet hos SAS i Københavns Lufthavn godmorgen og velkommen på arbejde.

- Det har været for at sige til dem: "Prøv at høre her, drenge. Det er fedt, at I organiserer jer. Og vi er bag jer", siger stilladsarbejder Thomas Strømsholt, som også er formand for stilladsarbejdernes landsklub og organiseret i 3F.

Til TV 2 anslår han, at omtrent 75-100 stilladsarbejdere var mødt op i lufthavnen torsdag morgen.

Netop bagagepersonalet hos SAS i Københavns Lufthavn har været genstand for skriverier i pressen den seneste uges tid.

Det skyldes en episode fra slutningen af juli, hvor to medarbejdere, der er medlemmer af 3F i Kastrup, henvendte sig til en kollega, der er organiseret i fagforbundet IDA. En optagelse fra konfrontationen dokumenterer, at de to medarbejdere fra 3F i Kastrup forsøger at få kollegaen til at melde sig ind i 3F.

Optagelsen, som i første omgang blev bragt i Berlingske, har siden fået konsekvenser for de to kollegaer, der har fået en reprimande af 3F's lokalforening i Kastrup. Den ene af de to var næstformand for bagagemedarbejderne, men er siden blevet frataget sine tillidsposter.

På arbejdsmarkedet er arbejdere beskyttet af foreningsfrihedsloven, hvor der både er såkaldt positiv og negativ foreningsfrihed. En dom fra 2006 gør det klart, at medarbejdere frit kan vælge, hvor de vil være organiseret i en fagforening.

"Der er kun to ofre"

Dagens fremmøde skyldes en grundlæggende uenighed i hele præmissen for sagen, fortæller Thomas Strømsholt til TV 2. Han mener, at de to medarbejdere fra 3F er blevet krænket på deres ytringsfrihed, da foreningsfrihedsloven ifølge ham kun regulerer arbejdspladsen og altså ikke de ansatte, der "taler sammen":

- De ansatte har lov til at sige, hvad de vil. Der er kun to ofre. Og det er de to mænd, der bliver fremstillet på det manipulerede lydklip, siger Thomas Strømsholt.

Da ingen af de to medarbejdere i lydklippet har været i stand til at "hyre eller fyre", mener Thomas Strømsholt ikke, at det har været et brud på foreningsfrihedsloven.

De pågældende bagagemedarbejdere i SAS har været organiseret under 3F's lokalafdeling i Kastrup. Her har formand Henrik Bay-Clausen taget afstand fra medlemmernes opførsel.

Siden har TV 2 også kunnet fortælle, at flere medarbejderklubber under 3F i Kastrup har krævet medlemskab af 3F. Blandt andet fremgår det sort på hvidt i vedtægterne for Ekspeditionsarbejdernes Klub i SAS Danmark, at man skal være medlem af 3F i Kastrup for at være med i "klubben".

Klubvedtægter ændret

Formanden for 3F Kastrup, Henrik Bay-Clausen, siger i et skriftligt svar til TV 2, at man 27. august blev enig med SAS om at ændre klubvedtægterne.

- Klubvedtægterne er formentlig, fra da klubben blev stiftet for 73 år siden. Det har aldrig været et problem for nogen - heller ikke for SAS, og det binder heller ikke tredjepart. Nu er der opmærksomhed på det, og klubben er 27. august blevet enig med SAS om, at man justerer klubvedtægterne, skriver formanden.

Onsdag aften var 3F's formand, Per Christensen, med i talkshowet 'Lippert' på TV 2 News.

Her afviste han, at der er tale om en bestemt kultur i 3F:

- Nej, det er ikke en del af kulturen. Jeg har over en kvart million medlemmer i min butik. Jeg kan ikke garantere for, at alle altid opfører sig ordentligt, men det er på ingen måde kulturen i 3F.

Senior kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavn Lars Lemche siger, at dagens aktion ikke har haft indflydelse på hverken passagerer eller lufthavnens drift.

De sidste seks år er antallet af medlemmer i 3F faldet med omkring 48.000. Det viser tal fra fagforbundets hjemmeside.