Sass kan ikke se problemet i, at han nu skal arbejde for kapitalfonde: - De skaber vækst og job

På sociale medier deles lige nu en artikel, hvor Henrik Sass Larsen tidligere har overvejet indgreb mod kapitalfonde.

Er der en modsætning mellem at være kapitalfondsdirektør og socialdemokrat?

Nej, mener Henrik Sass Larsen, der onsdag har offentliggjort, at han stopper i Folketinget for fra nytår at blive direktør for DVCA, der er en brancheforening for venture- og kapitalfonde.

- Det ligger fuldstændig i forlængelse af det, jeg indtil videre har arbejdet med, både som erhvervs- og vækstminister, men også som socialdemokrat, siger Henrik Sass Larsen til nyhedsbureauet Ritzau og fortsætter:

- Jeg er tilhænger af, at vi skaber vækst og arbejdspladser i Danmark, og det gør kapitalfonde og venturefonde.

Overvejede indgreb mod kapitalfonde

På det sociale medie Twitter florerer onsdag eftermiddag en artikel fra 2015, hvor Henrik Sass Larsen som daværende erhvervs- og vækstminister overvejede et indgreb mod ”hemmelighedsfulde kapitalfonde”.

Artiklen handlede om, at Henrik Sass Larsen dengang ville undersøge, om der var behov for at gribe ind over for en juridisk finte, som nogle danske kapitalfonde brugte til at mørklægge regnskaber. Og på Twitter deles den som et eksempel på, at Henrik Sass Larsen har rykket sig.

Det afviser Henrik Sass Larsen. Han siger onsdag til TV 2, at han mener, at der skal fremlægges regnskaber, "uanset næsten hvilken branche det er", og ifølge den snart tidligere folketingspolitiker er hans kommende arbejdsplads heller ikke modstander af det.

- Det er ikke sådan, at branchen bare er en gang 'wild west'. Man er også tilhænger af at indordne sig under etiske retningslinjer og andre retningslinjer der gør, at man skal kunne tjene penge, men at det selvfølgelig også skal foregå på ordentlig vis, siger Henrik Sass Larsen til TV 2.

- Kapitalfonde er ikke onde

Han slår fast, at kapitalfonde ikke er 'onde', og at han ikke ser nogen modsætning mellem at have været mangeårig socialdemokrat og snarlig direktør for kapitalfondenes brancheforening.

- Mange lønmodtagere har deres pension stående i en kapitalfond og ønsker, at det bliver forrentet bedst muligt, så de kan få en ordentlig pension. Det er der ikke noget ondt i, det er der kun noget naturligt i, siger Henrik Sass Larsen og fortsætter:

- Langt de fleste mennesker, der er involveret i og omkring det at investere penge i Danmark i kapitalfonde, de gør det jo for at skabe ny vækst og nye arbejdspladser, for at vi alle sammen bliver rigere. Og det, synes jeg, kun er godt, også som socialdemokrat.

Bødskov: Det må Henrik selv afgøre

Skatteminister Morten Bødskov har kendt Henrik Sass Larsen i over 25 år. Blandt andet fra deres fælles tid i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Han glæder sig over, at Henrik Sass Larsen har fået nyt job.

- Det kan være svært at komme videre fra politik, men jeg synes, jeg kan fornemme, at Henrik er glad for det her, og det er jeg glad for, siger Morten Bødskov.

Men han skal jo over og være direktør for nogle kapitalfonde. Det plejer ikke at være Socialdemokraternes sande venner?

- Det må Henrik jo afgøre, hvilket exit han vil have, siger Morten Bødskov.

Ny arbejdsgiver: Han er utrolig motiveret

Henrik Sass Larsen stopper i Folketinget allerede denne måned og begynder i sin nye stilling hos DVCA fra nytår.

Hans nye arbejdsgiver glæder sig meget til at få ham med ombord.

- Jeg er meget glad for, at Henrik Sass Larsen har sagt ja til at blive DVCA's nye administrerende direktør. Henriks politiske CV taler for sig selv, og jeg kender ham som et menneske, der er utrolig motiveret for at hjælpe dansk erhvervsliv og ikke mindst iværksættere, siger Christian Frigast, der er bestyrelsesformand DVCA i en pressemeddelelse.

53-årige Henrik Sass Larsen blev valgt i Folketinget i 2001 og har både været Socialdemokratiets gruppeformand samt erhvervs- og vækstminister. Han har tidligere på året været sygemeldt i flere måneder, fordi han ikke var kommet sig over en depression omkring årsskiftet.