Politik

Nu fortæller Ellemann hvornår han drøftede formandspost med Løkke første gang

Ellemanns udtalelse viser, at dele af Venstre har gjort meget for at forhindre Kristian Jensen i at blive formand, siger analytiker.

Da Jakob Ellemann-Jensen i begyndelsen af september meldte sig som formandskandidat for Venstre, var det ikke noget, han lige havde fundet på.

Mens Mette Frederiksen og resten af rød blok i juni forhandlede grundlaget for en ny regering, førte Jakob Ellemann-Jensen i det skjulte samtaler med Lars Løkke Rasmussen. Og her lod den daværende formand forstå, at han ønskede Jakob Ellemann-Jensen som sin efterfølger, når han en dag ikke selv skulle stå i spidsen for Venstre længere.

Det fortæller Jakob Ellemann-Jensen i et interview med TV 2, som kan ses på TV 2 PLAY.

- Jeg vidste, at han så på det på den måde, før sommerferien. Altså efter valget, men inden sommerferien, siger Jakob Ellemann-Jensen til TV 2.

Løkkes ord vejede tungt

Jakob Ellemann-Jensen forklarede til Jyllands-Posten i begyndelsen af september, at han i starten af året havde drøftet muligheden for at blive formand for Venstre med sin kone, hvis muligheden en dag skulle opstå.

Men på det tidspunkt havde Jakob Ellemann-Jensen ikke aktuelle planer i den retning, og mange i og uden for Venstre forventede da også, at Kristian Jensen skulle være partiets næste frontfigur.

Dele af Venstre har gjort, hvad de kunne, for at undgå, at Kristian Jensen blev formand

Hans Redder, politisk analytiker

Men da Lars Løkke Rasmussen efter valget 5. juni gjorde det klart, at han så Jakob Ellemann-Jensen som sin efterfølger, satte det yderligere skub i hans egne formandsambitioner.

Det skyldtes ikke mindst, at Lars Løkke Rasmussen var årsagen til, at Jakob Ellemann-Jensen efter en kort afstikker til Ny Alliance i 2007 atter meldte sig ind i Venstre.

- Når han siger til mig, at han mener, at jeg er det bedste bud på at føre partiet videre, så vejer det jo relativt tungt for mig, siger Jakob Ellemann-Jensen, der annoncerede sit formandskandidatur 3. september.

Dramatisk sommer i Venstre

Det lå ellers ikke i kortene, at det allerede var nu, Jakob Ellemann-Jensen skulle være formand for Venstre, men en tumultarisk sommer i partiet har ændret situationen voldsomt.

Dramaet i det store oppositionsparti tog for alvor fart på partiets sommergruppemøde 9. august. Her krævede tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen, at Kristian Jensen trak sig, fordi næstformanden i hans øjne havde forsøgt at undergrave Lars Løkke Rasmussen ved i et interview med Berlingske at undsige formandens planer om et SV-regeringssamarbejde.

Det blev startskuddet til et større oprør fra baglandet, hvor der flere steder rejste sig krav om, at både Løkke og Jensen skulle trække sig for at få ro på i Venstre. Og efter et dramatisk møde i partiets forretningsudvalg 31. august forlod de begge deres poster.

Analytiker: Dele af partiet ville undgå Jensen

TV 2s politiske analytiker Hans Redder forklarer, at Ellemann-Jensens udtalelse om, hvornår han fik opbakning fra Løkke, skal ses som endnu et kapitel i en efterhånden meget lang fortælling om magtopgøret i Venstre.

- Man skal ikke forstå det på den måde, at Løkke og Ellemann havde rottet sig sammen i en plan om, at det hele skulle udvikle sig, som det gjorde. For det kom bag på dem begge og alle i partiet, at det blev så dramatisk, siger Hans Redder og fortsætter:

- Men det her siger noget om, at der har været dele af partiet, der gjorde, hvad de kunne, for at undgå, at Kristian Jensen blev formand, selvom han var den åbenlyse kronprins.

Formanden vælges lørdag

I et interview med TV 2 søndag fortalte Lars Løkke Rasmussen, at han igennem flere år har haft planer om, at Jakob Ellemann-Jensen skulle være hans arvtager, selvom han ikke havde forestillet sig, at det allerede skulle ske nu.

Kristian Jensen reagerede på interviewet ved at sige, at debatten mellem ham og Lars Løkke Rasmussen er ”et lukket kapitel”.

Venstre vælger ny formand og næstformand lørdag 21. september. Jakob Ellemann-Jensen er eneste kandidat til formandsposten, mens Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby kæmper om næstformandsposten.

Se minidokumentaren 'Fra soldat til general i Venstre' på TV 2 PLAY.