Lykketoft kalder i ny bog Thorning 'fejlcastet' - nu svarer hun igen

16x9
Lykketoft kalder blandt andet Thorning-regeringen fra 2011 til 2015 for "en tragedie for Socialdemokratiet". Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Den tidligere S-formand Mogens Lykketoft er kritisk over for Helle Thorning-Schmidts regeringsperiode.

Den tidligere socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt var fejlcastet til rollen.

Det skriver en anden tidligere formand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft, ifølge DR i den nye bog 'Erindringer', som udkommer 2. oktober.

- Hun var efter min mening fejlcastet til opgaven. Holdningerne og målene forblev i hendes ti år som partiformand og undervejs regeringschef aldeles uklare, skriver Lykketoft i bogen.

Et andet sted i bogen kalder Lykketoft Thorning-regeringen fra 2011 til 2015 for "en tragedie for Socialdemokratiet".

Thorning: - Det siger mere om ham end mig

I et skriftlig svar til DR siger Helle Thorning-Schmidt:

- I over 25 år har Mogens (Lykketoft, red.) sagt utroligt negative ting om først Svend (Auken, red.), så Poul (Nyrup Rasmussen, red.) og nu mig. Måske siger det mere om ham end om os.

Mogens Lykketoft var formand for Socialdemokratiet fra 2002 til 2005. Han blev afløst af netop Helle Thorning-Schmidt, som var formand i ti år.

Hun var statsminister fra 2011 til 2015, hvorefter den nuværende statsminister, Mette Frederiksen, blev S-formand.

**

Perspektiv

Mogens Lykketoft har gennem hele sin politiske karriere været en central og kontroversiel skikkelse i Socialdemokratiet.
Mogens Lykketoft har gennem hele sin politiske karriere været en central og kontroversiel skikkelse i Socialdemokratiet. Foto: Mads Claus Rasmussen / Scanpix Denmark

Kontroversiel kongemorder

Når Helle Thorning-Schmidt siger, at Mogens Lykketoft tidligere har udtalt sig kritisk om Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen, henviser hun givetvis til den rolle, Lykketoft havde i begge de tidligere socialdemokratiske formænds fald.

Da Svend Auken i 1992 blev væltet som formand af netop Nyrup, har Lykketoft selv indrømmet, at han var en af idémændene.

10 år senere overtog han selv posten fra Nyrup. Her hævder han selv, at han var uden skyld, men Nyrup så anderledes på det. De to talte efterfølgende nærmest ikke sammen i en lang periode:

- Man må leve med, at venskaber bliver brudt. Det er prisen for det her liv, har Lykketoft udtalt.

På grund af sin ageren, er han af flere blevet døbt kongemorderen i Socialdemokratiet.

***

Lykketoft pegede på ung Frederiksen

Netop Mette Frederiksen havde Lykketoft gerne set som sin efterfølger allerede i 2005.

Men den dengang 27-årige Mette Frederiksen takkede nej.

Selvfølgelig er det opsigtsvækkende, at en tidligere formand på den måde langer ud efter sin efterfølger og statsminister. Men det er ikke kontroversielt i forhold til den nuværende ledelse.
Nogle af de pointer, Lykketoft tager frem, for eksemplet salget af Dong-aktier, er ting, som Mette Frederiksen er enig i uden, at hun siger det højt.
Den nuværende socialdemokratiske ledelse gør jo, hvad den kan, for at skrive Helle Thorning-Schmidt og hendes finansminister Bjarne Corydon ud af den socialdemokratiske fortælling. Det er ikke nu, der bliver ført økonomisk politik på radikale præmisser.

- Hun følte sig ikke klar; hun ville have tid til at få børn. Jeg svarede, at jeg som afgående partileder beklagede hendes beslutning, men hvis jeg havde været hendes far, ville jeg sikkert også have rådet hende sådan, skriver Lykketoft.

Han har intet personligt imod Helle Thorning-Schmidt.

- Helle Thorning-Schmidt er privat et sympatisk menneske, sine venners ven, et godt familiemenneske og en kvinde med stil.

- Det ville have været fantastisk positivt for partiet og landet, hvis hun både personligt og politisk var blevet en succes som den første kvinde på statsministerposten i Danmark, skriver Lykketoft.

Ifølge Lykketoft har Helle Thorning-Schmidt efter sin tid som statsminister talt for en regering mellem Socialdemokratiet og Venstre.

En sådan tanke luftede Venstres eksformand Lars Løkke Rasmussen under den seneste valgkamp i år. Men en SV-regering er blevet afvist af Mette Frederiksen.