Gade: Løkke afskriver ikke muligheden for at danne et nyt parti

I samarbejde med TV Midtvest

Den tidligere forsvarsminister mener ikke, at Løkke med sin udtalelse afskriver sig muligheden for at starte et nyt parti på et senere tidspunkt.

Selvom Lars Løkke Rasmussen i et interview med TV 2 søndag aften slog fast, at han ikke er på vej til at starte et nyt parti, er det ikke ensbetydende med, at det aldrig kommer til at ske.

Sådan lyder det fra Venstres tidligere stemmesluger og europaparlamentsmedlem Søren Gade.

- Man skal aldrig nogensinde dømme Lars ude i noget som helst af det, han foretager sig eller er i, siger Søren Gade til TV MIDTVEST.

Over 800 henvendelser om nyt parti

I interviewet med TV 2, som var det første siden Lars Løkke Rasmussen trak sig under dramatik i slutningen af august, fortalte den tidligere Venstre-formand, at han har fået over 800 henvendelser om at starte et nyt parti.

Han tolker selv henvendelserne som et tegn på, at mange har været enig i hans kursskifte fra valgkampen, hvor han pludselig gik til valg på, at Venstres skulle indgå i et regeringssamarbejde hen over midten.

Alligevel har Lars Løkke Rasmussen ikke tænkt sig at gøre, som han bliver opfordret til, siger han.

- Jeg har ikke nogen planer om at lave et nyt parti, men for mig er det signal om, at der er rigtig mange danskere, som ønsker, at der er nogen, som sætter skabet sådan cirka i midten af lokalet, lød det fra Lars Løkke Rasmussen til TV 2.

- Man skal aldrig dømme Løkke ude

Det er netop den udtalelse om, at Lars Løkke Rasmussen ”ikke har nogen planer”, der får Søren Gade til at sige, at det ikke kan afvises, at det sker i fremtiden.

Han mener ikke, diskussionen om et muligt nyt parti med Lars Løkke Rasmussen i front er død.

- Han afskriver ikke muligheden for at gøre det på et senere tidspunkt, men det er stadig for tidligt at spå om, siger Søren Gade til TV MIDTVEST.

Vil følge med i, hvordan V "former sig"

Lars Løkke Rasmussen slog i interviewet med TV 2 fast, at han fortsætter i dansk politik, men hvilken rolle han skal have i Venstres folketingsgruppe har han ikke selv noget bud på.

Men den tidligere formand fortæller, at han skal på Danmarksturné med Kirsten Jacobsen, der er forfatter til bogen 'Befrielsens øjeblik', hvori Lars Løkke Rasmussen første gang i valgkampen luftede tankerne om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Netop den diskussion har fyldt meget i Venstre de seneste måneder og har været med til at øge splittelsen. Eksempelvis har tidligere næstformand Kristian Jensen kritiseret Løkkes planer.

Jakob Ellemann-Jensen har efter at have annonceret sit kandidatur til formandsposten lagt idéen om et SV-regeringssamarbejde dødt, men Løkke hæfter sig ved, at Ellemann tidligere har sagt, at han var enig i udmeldingen, da den kom i valgkampen.

- Og hvis det er der, Venstre står, er det også der, jeg hører til, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer, at han nu vil holde øje med, hvordan Venstre ”former sig”.

Spændte og nervøse Venstre-folk

Netop den lidt kryptiske melding er bemærkelsesværdig, mener TV 2s politiske analytiker, Hans Redder.

- Den siger jo, at Løkke ikke lyder som mange tidligere formænd. Altså som en, der vil sætte sig ned på bagerste række og groft sagt holde sin mund og lade en ny ledelse udstikke den politisk kurs, de ønsker, siger Hans Redder og tilføjer:

- Og mon ikke, der er en del Venstre-folk, der lige nu er både spændte og lidt nervøse for, hvordan det kommer til at udspille sig i de kommende år.

Venstre vælger 21. september ny formand og næstformand. Alt tyder på, at Jakob Ellemann-Jensen bliver formand, mens der er lagt op til kampvalg mellem Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby om næstformandsposten.

Lars Løkke Rasmussen vil ikke svare på, hvem han ønsker som næstformand og deltager heller ikke de ekstraordinære landsmøde i Venstre, fordi han tror, det vil fjerne fokus.