Analytiker efter Løkke-interview: - Mon ikke en del Venstre-folk lige nu er lidt nervøse

Lars Løkke Rasmussen planlægger nu at tage på Danmarksturne med forfatter Kirsten Jakobsen.

På trods af over 800 opfordringer om at stifte et nyt parti, bliver Lars Løkke Rasmussen i Venstre, hvor han har tænkt sig at fortsætte i dansk politik.

Men hvilken rolle han i fremtiden kommer til at spille på Christiansborg, står i den grad hen i det uvisse, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

- Vi ved ikke, hvad der ligger i Løkkes udmelding. Forestiller han sig, at han skal spille en markant rolle i Venstres folketingsgruppe? Det er usikkert lige nu, siger Hans Redder.

Lars Løkke Rasmussen selv kommer det heller ikke meget nærmere.

- Jeg forestiller mig ingenting. Jeg ved bare, at jeg er valgt til Folketinget, og at der er godt og vel 40.000 danskere, der har stemt på mig, og dem vil jeg ikke svigte, siger Lars Løkke Rasmussen.

Utraditionel Danmarksturne på vej

I sit første live-interview siden de dramatiske dage i Venstre i slutningen af august, hvor Lars Løkke Rasmussen trak sig som formand, siger han søndag aften til TV 2, at han nu vil tage på Danmarksturne med forfatter Kirsten Jakobsen.

Hvis det er der, Venstre står, er det også der, jeg hører til

Lars Løkke Rasmussen

Kirsten Jakobsen stod bag bogen ”Befrielsens øjeblik”, hvor Lars Løkke Rasmussen i valgkampen lancerede sine tanker om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Netop det emne vil formentlig komme til at fylde en del på Danmarksturneen, og den fremgangsmåde er ifølge Hans Redder ikke normal.

- Det er utraditionelt, at en politiker, der ikke er formand, rejser rundt og snakker om, hvem det giver mening at gå i regering med, siger Hans Redder.

Vil holde øje med Venstres udvikling

I interviewet med TV 2 fortæller Lars Løkke Rasmussen også, at han nu vil holde øje med, ”hvordan Venstre former sig”.

Mon ikke, der er en del Venstre-folk, der lige nu er både spændte og lidt nervøse

Hans Redder

Han siger, at han har forsøgt at gøre Venstre til et moderne parti, som rækker hånden hen over midten og hentyder dermed til sit forslag om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Jakob Ellemann-Jensen har, efter at have annonceret sit kandidatur til formandsposten, lagt idéen om et SV-regeringssamarbejde dødt, men Løkke hæfter sig ved, at Ellemann tidligere har sagt, at han var enig i udmeldingen, da den kom i valgkampen.

- Og hvis det er der, Venstre står, er det også der, jeg hører til, siger Lars Løkke Rasmussen.

Spændte og nervøse Venstre-folk

Netop den lidt kryptiske melding er bemærkelsesværdig, mener Hans Redder.

- Den siger jo, at Løkke ikke lyder som mange tidligere formænd. Altså som en, der vil sætte sig ned på bagerste række og groft sagt holde sin mund og lade en ny ledelse udstikke den politisk kurs, de ønsker, siger Hans Redder og tilføjer:

- Og mon ikke, der er en del Venstre-folk, der lige nu er både spændte og lidt nervøse for, hvordan det kommer til at udspille sig i de kommende år.

Ondt blod i Venstres gruppeværelse

Med Lars Løkke Rasmussens udmelding om, at han vil fortsætte som folketingspolitiker, kommer Venstres folketingsgruppe formentlig til at tælle både ham og Kristian Jensen, der åbent har kritiseret den tidligere formands planer om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Det bliver bestemt ikke uinteressant at følge, mener Hans Redder.

- Der nu lagt op til, at både Løkke og Jensen kommer til at skulle indgå i Venstres politiske arbejde. De sidder begge med til gruppemøder, og det bliver interessant at se udspille sig, fordi der åbenlyst er ondt blod mellem dem.

Venstre vælger den 21. september ny formand og næstformand. Alt tyder på, at Jakob Ellemann-Jensen bliver formand, mens der er lagt op til kampvalg mellem Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby om næstformandsposten.

Lars Løkke Rasmussen vil ikke svare på, hvem han ønsker som næstformand og deltager heller ikke de ekstraordinære landsmøde i Venstre, fordi han tror, det vil fjerne fokus.