Tolkegebyret er en underskudsforretning i millionklassen
Regionerne har udsendt regninger på cirka ti millioner kroner. Knap fire millioner kroner er blevet betalt.
Tolkegebyret har indtil videre efterladt regionerne med ubetalte regninger for cirka seks millioner kroner.
Det skriver DR.
De fem regioner har nu i et års tid opkrævet gebyret på mellem cirka 200 og 1700 kroner, hvis en patient, der har boet i Danmark i mere end tre år, har skullet bruge en tolk hos lægen eller på sygehuset.
- Tolkegebyret er tungt at håndtere, og samtidig er det skidt for patienterne. Så min opfordring er, at man afskaffer tolkegebyret, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, til DR.
Da tolkegebyret blev indført sidste år, var der massiv kritik fra læger og sygeplejerske.
Faktisk er regningen endnu større, påpeger Lose.
- Det, der ikke tæller med i regnestykket, er den tid, vores sundhedspersonale bruger. Hvis man medregner, hvor mange ressourcer læger og sygeplejersker bruger, så tror jeg ikke, det er nogen overskudsforretning, siger Lose.
- De har i forvejen en begrænset tid med patienten, og i den tid skal de nu også bruge tid på at snakke om, om der er brug for en tolk, og om patienten så selv sørger for en tolk, eller om tolken skal bestilles - og forklare, at der kommer en regning, siger hun.
Lose tilføjer, at en del af udgifterne har været engangsudgifter. Til eksempelvis udvikling af nye it-systemer.
Sundhedsordfører: Det handler om integration
Ifølge sundhedsordfører Rasmus Horn (S) er der flere fordele end ulemper ved tolkegebyret. Det handler om integration, påpeger han.
- Det her handler ikke om at tjene penge. Det her handler om at sikre, at alle, der bor her i Danmark, lærer dansk og bliver en aktiv del af det danske samfund, siger han til DR.
De Radikale, Enhedslisten og SF vil have tolkegebyret skrottet i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger.
- Tolkegebyret er dyrt og bureaukratisk. Derfor bør vi afskaffe det. Et stærkt presset sundhedsvæsen har brug for enhver krone til mere og bedre behandling og pleje, siger Kirsten Normann Andersen, SF's sundhedsordfører, i en skriftlig kommentar.
De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, tilføjer:
- Man bliver ikke bedre til dansk af at få en regning med fra lægen. Tværtimod fravælger folk behandlingen. Det er en trussel mod vores patientsikkerhed og mod lighed og sundhed generelt i Danmark. Det kan vi ikke være bekendt.
Peder Hvelplund, der er sundhedsordfører i Enhedslisten, tilføjer, at regeringen i forståelsespapiret med rød blok blandt andet har forpligtet sig til at mindske uligheden i sundhedsvæsnet og afskaffe unødvendig bureaukrati.
- Derfor burde det første skridt være at afskaffe tolkegebyret, siger han.