V-regering ville bygge en mur ved den danske grænse, siger Søren Pind

16x9
I efteråret 2015 ankom flere tusinde flygtninge til Danmark. Det blev mejslet i danskernes bevidsthed, da flere hundrede mennesker i september pludselig gik på motorvejen i Sydddanmark. Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark

Den daværende Venstre-regering frygtede, at Europa ville bryde sammen, og derfor lagde man planer om at bygge en mur, siger Søren Pind.

Da flygtningekrisen i 2015 var på sit højeste i Danmark blev der udarbejdet "meget præcise planer" om at opføre en mur af beton og pigtråd nær den tyske grænse for at holde illegale flygtninge ude.

Det fortæller tidligere justitsminister for Venstre Søren Pind i talkshowet 'Lippert', som bliver sendt klokken 18.20 på TV 2 NEWS.

- Det (en grænsemur red.) var et scenarie, som kunne blive aktuelt, hvis det hele brændte sammen, og det var vi jo bange for ville ske. At hele Europa ville bryde sammen.

- Det var da ikke noget, vi gik og skiltede med. Men nu blev det jo heldigvis ikke aktuelt, siger Søren Pind.

I 2015 skabte billeder af flygtninge på motorvejene i Sønderjylland og ved Gedser store diskussioner om Danmarks rolle i flygtningekrisen. Antallet af asylansøgere var eksploderet, og presset på magthaverne for at løse problemet var derfor enormt.

I 2015 vandrede store strømme af flygtninge nord på ad de danske motorveje. Her ved sønderjyske motorvej E45 ved Padborg.
I 2015 vandrede store strømme af flygtninge nord på ad de danske motorveje. Her ved sønderjyske motorvej E45 ved Padborg. Foto: Claus Fisker / SCANPIX DANMARK

I sin nye bog, som udkom onsdag, uddyber Søren Pind den daværende Venstre-regerings planer, som ifølge ham gik så vidt, at man allerede havde indkøbt materialer til en mur.

- I regeringen var der diskussioner om at bygge en mur af pigtråd og beton ved grænsen til Tyskland. Meget præcise planer blev udarbejdet. Det viste sig, at vi ikke lå inde med de tilstrækkelige ressourcer, og at materialer og genstande til at foretage en sådan voldsom beslutning slet ikke var en del af vores beredskabslagre. I al stilfærdighed blev nogle af disse ting indkøbt internationalt, skriver han i bogen.

Løsningen endte med at blive, at man i begyndelsen af januar 2016 indførte en midlertidig grænsekontrol.

Grænsemure internationalt

Det var bestemt ikke kun i Danmark, at man havde disse overvejelser. Den amerikanske præsident ville opføre en mur ved grænsen til Mexico, Ungarn opførte i 2015 et 175 kilometer langt pigtrådshegn ved deres grænser, og sådan er der flere eksempler på, at regeringer verden over har barrikaderet sig ved landegrænser, når flygtninge- og migrantkriser har presset på.

Vores naboland Sverige indførte ID-kontrol i begyndelsen af januar 2016, og så fulgte Danmark trop med en midlertidig grænsekontrol, som skulle vare i 10 dage med mulighed for forlængelse. Den begyndte 4. januar 2016 og har siden været forlænget et utal af gange og fungerer stadig i dag, tre år efter.

De nu skrinlagte planer om grænsemuren blev udtænkt i et mindre forum, fortæller Søren Pind. På møderne deltog udover Søren Pind den daværende integrationsminister, forsvarsminister og statsminister.

Inger Støjberg, der som integrationsminister havde ansvaret for den danske grænsekontrol, bekræfter over for TV 2, at regeringen drøftede, hvad man kunne gøre, hvis trykket på de danske grænser fortsatte med samme styrke. Hun vil dog ikke bekræfte, at der, som Pind udtrykker det, blev udarbejdet ”meget præcise planer", for oprettelsen af en mur ved den tyske grænse.

Daværende udenrigsminister Kristian Jensen sad med i regeringens koordinationsudvalg, hvor alle større beslutninger drøftes. Han har ingen kommentarer til oplysningerne fra Søren Pind.

Det har ikke været muligt, at få en kommentar fra den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Se hele interviewet med Søren Pind i talkshowet 'Lippert ' klokken 18.20 på TV 2 NEWS eller TV 2 PLAY .