Politik

Vestager får ansvaret for stort indsatsområde i EU

26 EU-kommissærer er blevet udnævnt, deriblandt Margrethe Vestager. "Jeg er superydmyg", siger hun til TV 2.

Den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, fortsætter som konkurrencekommissær og får samtidig det digitale område som ansvarsområde i den nye EU-Kommission.

Desuden bliver hun en af kommissionens tre ledende næstformænd sammen med den hollandske kommissær Frans Timmermans, der får ansvaret for klimaspørgsmål, og Valdis Dombrovskis fra Letland, der får ansvaret for økonomien.

Det har den nye tyske kommissionsformand, Ursula von der Leyen, offentliggjort tirsdag.

- EU skal være beredt på den digitale tidsalder, siger kommissionsformanden om Margrethe Vestagers ansvarsområde.

Hvad Vestagers arbejdsopgaver bliver mere konkret, er endnu uvist. Ursula von der Leyen skriver i et brev direkte til Margrethe Vestager, at hun skal have "en dobbelt funktion":

- Du skal stå i spidsen for den gruppe af kommissærer, der skal arbejde med ’Europe Fit for the Digital Age’. Derudover skal du være ansvarlig for konkurrenceområdet, skriver Ursula von der Leyen.

De kommissærer, der hører under det digitale område, er kommissærerne for ’Innovation og ungdom’, ’Job’, ’Sundhed’, ’Retsområdet’, ’Transport’, ’Det indre marked’ og ’Energi’.

'Lige nu spiller det'

Til TV 2 siger Margrethe Vestager, at alt er gået, som hun kunne ønske det:

- Det er mere end seks måneder siden, jeg sagde, at jeg gerne ville være kommissær igen, og at jeg gerne ville være konkurrencekommissær igen. Og folk sagde: "Nej, nej. Det spiller ikke". Men… lige nu, der spiller det, siger en glad Margrethe Vestager.

- Jeg er superydmyg. Der er tusind-og-to ting, jeg ikke ved om det digitale område, som jeg får hovedansvaret for, fortsætter hun.

Vestager: 'Lige nu - nu spiller det'

På spørgsmålet om, hvad der bliver hendes største opgave, svarer hun:

- Først og fremmest at gøre vores rettigheder til virkelighed. De fleste tænker, "åh, skal jeg læse alt det der?", og så krydser de af i en lille boks i stedet for og giver dermed adgang til, at de, der tilbyder dem tjenesteydelser, kan læse igennem deres mails og deres apps og alt muligt.

- Så at gøre det til virkelighed for os, at vi faktisk har rettigheder, og sørge for, at de data, der er, kan blive delt på en ordentlig måde, så vores industri har gavn af dem, afslutter hun.

Skal godkendes af parlamentet

Regner man kommissionsformand Ursula von der Leyen med, omfatter listen over nye kommissærer 27 navne, en fra hvert af EU’s medlemslande – bortset fra Storbritannien, der er på vej ud af unionen og ikke har udpeget en kommissær.

Kommissærerne og deres ansvarsområder skal godkendes af Europa-Parlamentet, før de er endeligt udpeget.

Den nye EU-kommission tiltræder 1. november.