Politik

Regeringen vil forbyde benzin- og dieselbiler - rejser til EU for at få ændret lov

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Klimaminister Dan Jørgensen rejser tirsdag til Bruxelles for at tage hul på arbejdet med at ændre den EU-lovgivning, der lige nu forhindrer forbud.

højlunds om klimaet

Der er brug for konkrete ideer og svar på klimaudfordringerne, og TV 2 håber at finde nogle af dem, når Højlunds Forsamlingshus rykker ind på Vallekilde Højskole i Odsherred. Vi fylder salen med nysgerrige danskere, eksperter og nogle af de politikere, der skal udstikke rammerne. Hvis du vil med og deltage i debatten, kan du få en gratis billet her.

Står det til regeringen, skal det fra 2030 ikke længere være muligt at købe benzin- og dieselbiler i Danmark.

Derfor rejser klimaminister Dan Jørgensen (S) tirsdag til Bruxelles for at påbegynde arbejdet med at få ændret de EU-regler, der lige nu blokerer for, at ambitionen kan realiseres.

Det skriver Information.

Vil sætte dagsorden

Et nationalt forbud mod salg af visse typer biler vil nemlig være i strid med EU’s såkaldte typegodkendelsesdirektiv.

Det viste et regeringsnotat fra sidste år, hvoraf det fremgik, at et decideret forbud mod benzin- og dieselbiler "formentlig" ikke vil være i overensstemmelse med reglerne for EU’s indre marked.

- Jeg tager til Bruxelles for første gang som klimaminister for at sætte det her på dagsordenen i primært Europa-Parlamentet og i EU-Kommissionen. Og så har jeg bedt om, at vi hurtigst muligt på det førstkommende ministerrådsmøde den 4. oktober kan have det som decideret punkt på dagsordenen.

Som det er i dag, tilsiger det såkaldte typegodkendelsesdirektiv, at når en bilmodel er godkendt i et EU-land, kan den sælges i hele EU.

Udfasning fra 2030

Dan Jørgensens førsteprioritet er at få opbakning til en fælles europæisk lovgivning, der siger, at alle lande skal udfase diesel- og benzinbiler fra 2030.

- Men velvidende, at det nok ikke er specielt realistisk, så skal vi i hvert fald have mulighed for, at man som enkeltland kan gå forrest, siger Dan Jørgensen.

Andre europæiske lande som Frankrig, Spanien, Holland, Sverige og Irland har ligeledes annonceret stop for salg af nye benzin- og dieselbiler fra enten 2030 eller 2040.

"Utroligt bøvlet"

Ministeren håber på at kunne indgå et samarbejde om at ændre EU-lovgivningen inden for personbiltransporten, som i dag står for omkring 12 procent af EU’s samlede CO2-udledning.

- Jeg ved godt, at det bliver utroligt bøvlet, og at der er store interesser, der arbejder imod os. Når jeg alligevel mener, at chancerne er fornuftige, hænger det sammen med, at der også i resten af Europa sker en grundlæggende forandring i de her år.

Han har endnu ikke lagt sig fast på, hvilken konkret løsning han forestiller sig skal stå i stedet for det nuværende typegodkendelsesdirektiv.

- Det er ligegyldigt for os, hvordan man gør det, bare vi i Danmark får mulighed for at gennemføre vores politik. Og så håber vi, at vi kan være med til at påvirke resten af Europa.

Infrastruktur ikke klar

Dan Jørgensen ønsker samtidig at fremrykke arbejdet for den bilkommission, som den tidligere regering nedsatte for at undersøge, hvordan målet om, at alle nye biler fra 2030 skal være såkaldte lavemissionsbiler, bedst muligt realiseres.

- Jeg er sikker på, at dens anbefalinger vil indgå som en del af vores forhandlinger til foråret, siger Dan Jørgensen.

Er den danske infrastruktur overhovedet klar til, at vi udfaser fossilbiler og får 500.00 elbiler på vejene?

- Nej, vi er bestemt ikke klar til det endnu. Det skal tænkes ind i en større plan. Vi kan ikke have så mange elbiler, som vi gerne vil have, hvis ikke vi får en øget elektrificering af Danmark.