Politik

Vermund ser udstrakt hånd fra Ellemann - og langer ud efter Løkke

Pernille Vermund langer ud efter Løkke, men ser lyst på forholdet til Jakob Ellemann.

Jakob Ellemann-Jensens kandidatur til formandsposten i Venstre kan betyde nye toner i forholdet mellem Venstre og Nye Borgerlige.

Sådan lyder det fra Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, umiddelbart efter, at Jakob Ellemann-Jensen i et interview i Jyllands-Posten har annonceret sit kandidatur.

I interviewet bliver Jakob Ellemann-Jensen spurgt, om han vil samarbejde med Nye Borgerlige.

- Jeg kommer ikke til at acceptere ultimative krav, men jeg vil ikke på forhånd udelukke at samarbejde med nogen, svarer han.

Det læser Pernille Vermund som en udstrakt hånd.

- Jeg er glad for, at Jakob Ellemann-Jensen åbner for et samarbejde med samtlige borgerlige partier og erklærer Venstre for et parti, der vil danne regering med borgerlige partier, siger hun.

Langer ud efter Løkke

Det står i kontrast til forholdet mellem de to partier under Lars Løkke Rasmussens formandskab af Venstre, mener hun.

- Det er jo noget anderledes end Lars Løkkes måde at håndtere os på, siger Pernille Vermund.

- Prøv at høre: Lars Løkke Rasmussen satte os i bås med Stram Kurs og fik os til at fremstå, som var vi noget, fanden havde skabt. Det her er lidt noget andet.

Lægger op til stram udlændingepolitik

I en video, hvor Jakob Ellemann-Jensen præsenterer sit kandidatur, siger han blandt andet:

- Vi skal fortsat føre en stram udlændingepolitik, hvor vi passer godt på Danmark ved at have styr på antallet af asylansøgere, der kommer hertil, og ved at være åbne for den kvalificerede arbejdskraft udefra, som vi har så hårdt brug for.

Her vurderer Pernille Vermund, at Venstre og Nye Borgerlige sagtens kan finde fælles fodslag.

- Det er der, kimen til løsningen ligger. At kunne skelne mellem indvandring, der er til gavn for Danmark, og så den her migrations- og asylpolitik, som i højere grad handler om, at vi har nogle velfærdsydelser, som er tiltrækkende, siger hun.