Hverken Løhde eller Lose stiller op som næstformand i Venstre

Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen gik lørdag af som formand og næstformand i Venstre.

Siden Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen lørdag gik af som henholdsvis formand og næstformand i Venstre, er der blevet spekuleret i, hvem der skal afløse dem.

Mens flere peger på Jakob Ellemann-Jensen som formand, er der flere forskellige navne i spil til næstformandsposten.

Et af de navne, der er blevet nævnt som en mulighed til næstformandsposten, er formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose. De spekulationer afliver hun dog selv på Facebook søndag.

- Det er imidlertid ikke en post, jeg stiller op til. Jeg har hænderne fulde i Region Syddanmark og Danske Regioner, og brænder for mit arbejde i og for regionerne. Hvis der også skal være tid til min familie, ikke mindst Mie og Sofie på 10 år og 7 år, så er der ikke nok timer i døgnet lige nu, skriver hun.

I weekenden har Venstre sagt farvel til to giganter, der over årtier har ydet en formidabel indsats for partiet. Og...

Posted by Stephanie Lose on Sunday, September 1, 2019

En anden, der har været i spil til næstformandsposten, er Sophie Løhde. Hun er heller ikke interesseret, siger hun søndag aften til Ritzau.

- Det er ganske korrekt, at jeg ikke er kandidat til næstformandsposten i Venstre. Jeg har ikke yderligere at oplyse for nuværende, siger Sophie Løhde.

Støtter Ellemann-Jensen

Flere Venstre-profiler har lørdag og søndag været ude og pege på Jakob Ellemann-Jensen som deres bud på en ny formand for Venstre. Det bakker Stephanie Lose op om.

- Nu er det tid til at sætte et nyt hold. Tid til at starte på en frisk. Tid til at samle Venstre. Både politisk og organisatorisk. Jeg tror, som mange andre har været ude og sige, at Jakob Ellemann-Jensen vil være den rigtige til den opgave. Og jeg håber rigtig meget, at Jakob vil stille sig til rådighed for Venstre - og sender hermed en venlig og varm opfordring til ham om det.

Også Løhde peger på Jakob Ellemann-Jensen som ny formand for Venstre.

Jakob Ellemann-Jensen har indtil videre afvist at kommentere på, om han er i spil til posten som Venstres næste formand.

To favoritter til posten

Sophie Løhde peger på Inger Støjberg som ny næstformand

TV 2s politiske kommentator Hans Engell pegede lørdag på Stephanie Lose og Sophie Løhde som to blandt fire favoritter til posten som næstformand. De to andre, han pegede på, var Inger Støjberg og Karsten Lauritzen.

Ifølge Hans Engell afhænger valget blandt andet af, hvem der bliver formand - og om formanden selv vælger en næstformandskandidat i form af et partnerskab.

- Hvis den nye formand lader det stå åbent, kan der komme et kampvalg, som kan komme til at handle om, hvilken politisk kurs partiet skal vælge, siger Hans Engell.

En anden mulighed er at vælge en model med to næstformænd, så der både er en politisk og en regional- eller kommunalpolitisk næstformand.

Hvem der skal være Venstres nye formand og næstformand bliver afgjort 21. september i Herning. Indtil da har Kristian Jensen rollen som Venstres midlertidige formand.