Derfor vil flere V-folk have to afløsere for Kristian Jensen

En ledelsesstruktur med to næstformænd i Venstre kan dog først gennemføres i 2020.

Når 850 medlemmer af Venstre mødes til ekstraordinært landsmøde i Herning 21. september, skal de ikke kun vælge en ny formand som afløser for Lars Løkke Rasmussen.

Næstformand Kristian Jensen, der i øjeblikket er fungerende formand for Venstre, genopstiller heller ikke - og her ønsker en række Venstre-folk, at der fremover vælges to næstformænd i Venstre.

- Står det til mig kunne man godt have en model, hvor man har to næstformænd. Én, der er valgt fra folketingsgruppen, og én fra eksempelvis det kommunale Venstre. Det vil binde os sammen stærkt fra Christiansborg og helt ud til baglandet, siger Kenneth Muhs, Venstre-borgmester i Nyborg, til TV 2.

Han siger også, at der er behov for, at Venstre får ændret, at næstformanden i Venstre, som det er nu, ses som kronprins eller kronprinsesse i partiet og favorit til at overtage formandsposten på et tidspunkt.

Carsten Kissmeyer ser også muligheder i at dele posten i to. Han er folketingsmedlem, men han er også næstformand for bestyrelsen i Venstre i Region Midtjylland og har dermed en fod i begge lejre.

- Det kunne give en mulighed for, at man får både det centrale og det decentrale Venstre med, siger Carsten Kissmeyer.

Leif Krarup har endnu ikke taget stilling, men vil ikke afvise, at forslaget kunne være en god idé.

- Jeg synes, det lyder interessant, skriver Leif Krarup, formand for Venstre i Region Syddanmark, i en sms til TV 2.

Det er netop i Region Syddanmark, at formand for Danske Regioner Stefanie Lose er regionsformand. Hun er af flere folk i baglandet blevet nævnt som en mulig næstformand.

Kan tidligst ske i 2020

Claus Søgaard-Richter, partisekretær i Venstre, oplyser i en sms til TV 2, at et eventuelt ønske om to næstformænd i Venstre tidligst kan gennemføres i 2020.

- Venstres vedtægter skal ændres, før der kan vælges to næstformænd. Uagtet hvor stort ønsket er - så kommer det ikke til at ske, at der kan vælges to næstformænd, før vedtægterne er ændret. Vedtægter kan tidligst ændres til landsmødet 2020 - hvilket i øvrigt er planen, skriver Claus Søgaard-Richter i sin sms.

Ønske om at komme væk fra at have kronprinser og kronprinsesser

TV 2's politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen fortæller, at ønsket om to næstformænd også er historisk begrundet i et ønske om, at næstformandsposten i Venstre vender tilbage til en status, hvor næstformanden ikke af Venstre-medlemmer ses som partiets kronprins eller kronprinsesse og favorit til at afløse formanden.

- Dengang Uffe Ellemann-Jensen startede som formand, var Hanne Severinsen næstformand. Hun var dygtig, men der var ingen, der regnede med hende som kommende partiformand. Så snart Anders Fogh Rasmussen blev næstformand, stod det hurtigt klart, at han ville komme til at afløse Uffe Ellemann-Jensen på et tidspunkt, siger Peter Lautrup-Larsen.

Da Lars Løkke Rasmussen blev næstformand, fik han også status som Venstres kronprins, og han afløste da også Anders Fogh Rasmussen som både partiformand og statsminister.

- Derfor har Kristian Jensen haft den forventning også, og det vil man gerne væk fra fremover, siger Peter Lautrup-Larsen.

Han siger, at næstformandens opgave også er meget stor - fordi han eller hun skal gøre meget af det fodarbejde, formanden ikke kan nå.

- Der er vel ikke den seng hos den lokalformand i Venstre, Kristian Jensen ikke har sovet i, når han været rundt i landet for at møde Venstre-folk. Der er også en organisatorisk fordel i at have to næstformænd, da det vil give baglandet mulighed for en tættere kontakt til det centrale Venstre, siger Peter Lautrup-Larsen.