Politik

V-formænd i Nordsjælland støtter Løkke

Lars Løkke Rasmussen.

Flere lokalformænd støtter Lars Løkke Rasmussen, mens V-formænd i andre nordsjællandske kommuner ikke vil tage stilling.

Få timer før krisemøderne i Venstre fortsætter på Hotel Comwell i Brejning ved Vejle er der gode nyheder til den pressede Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen.

De kommer fra Nordsjælland, hvor Frederiksborg Amts Avis kan fortælle, at flere lokalformænd fra Venstre i Nordsjælland åbenlyst støtter Lars Løkke Rasmussen.

- I Gribskov går vi 100 procent ind for Lars Løkke Rasmussen som landsformand. Vi er enige i, at vi har en landsformand, som toppolitikere fra de fleste andre partier også respekterer og betegner som en dygtig politiker og forhandler, siger formanden for Venstre i Gribskov, Bjarne Pedersen, til Frederiksborg Amts Avis.

Meldingen kommer, inden det suspenderede møde i Venstres forretningsudvalg genoptages klokken ni på Hotel Comwell. Efterfølgende er et møde i Venstres hovedbestyrelse planlagt til at starte klokken 10.

Løkkes hjemmebane

Gribskov er Lars Løkke Rasmussens hjemmebane. Han gik på Helsinge Gymnasium, som det nuværende Gribskov Gymasium hed dengang, og han var med til at stifte Venstres Ungdoms lokalafdeling. Desuden boede han med sin familie i Græsted til 2012. Her sad han også i byrådet i den daværende Græsted-Gilleleje kommune, og han var amtsborgmester i det daværende Frederiksborg Amt fra 1998 til 2001.

Også i Venstre i Egedal Kommune er der opbakning til Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg støtter op om Lars Løkke og formandskabet i det hele taget, fordi det er demokratisk valgt på landsmødet, og det er der, det skal vælges. Det bakker vi op om, for det har vi selv valgt for mindre end et år siden, siger Anders Bo Larsen, formand for Venstre i Egedal.

Lignende opbakning i Rudersdal, Furesø og Allerød kommune

Der er også opbakning til Løkke fra Venstre i kommunerne Furesø, Rudersdal og Allerød.

- Den generelle holdning i Nordsjælland er, at der er opbakning til Lars. Så er der nuancer. Der er endnu ukendte faktorer, for eksempel kender vi ikke kandidatfeltet, siger Niels Kirkegaard fra Venstre i Allerød til Frederiksborg Amts Avis.

Men i Hillerød, Halsnæs, Frederikssund og Helsingør kommune ønsker de lokale Venstre-formænd, ifølge Frederiksborg Amts Avis, hverken at udtale sig for eller imod Lars Løkke Rasmussen.

Venstre i Region Hovedstaden, som de nordsjællandske kommuner hører under i Venstre, har ligesom de fire andre regioner holdt møde om situationen i Venstre. Det møde fandt sted tirsdag 20. august, hvor Venstres bestyrelse i Region Hovedstaden mødtes i Hillerød.

Der kom ikke nogen officiel melding fra det møde, og det var først efter et møde hos Venstre i Region Midtjylland en uge senere, at krisen i Venstre for alvor spidsede til. I en pressemeddelelse opfordrede Venstre i Region Midtjylland både formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen til at trække sig.