Politik

'Tragisk' og 'uværdigt' - Venstre-kollegaer reagerer på Løkke og Jensens exit

Karen Ellemann, Søren Pind og Claus Hjort Frederiksen er bare nogle af de politikere, der reagerer på nyheden.

Også flere af de øvrige partiledere kommenterer på Venstre-toppens afgang.

Det giver genklang på tværs af de politiske blokke, at to af dansk toppolitiks største profiler, Lars Løkke Rasmussen (V) og Kristian Jensen (V), har forladt Venstres ledelse lørdag eftermiddag.

På Twitter står politikere i kø for at kommentere udmeldingen om, at Danmarks næststørste parti nu står uden både formand og næstformand efter flere uger med internt splid i partiet.

Den mangeårige Venstre-politiker Claus Hjort Frederiksen kalder det en "tragisk beslutning" fra Venstres Hovedbestyrelse og fortæller, at han er er "beskæmmet over processen", han tror vil skade Venstre.

- En sort dag for Venstre og det borgerlige Danmark, skriver Lars Christian Lilleholt (V), energi-, forsynings- og klimaminister under Lars Løkke Rasmussens forhenværende regering. Han sender et stort tak for indsatsen til sin tidligere chef.

- Venstre siger farvel til en af de største politikere i Venstres historie. Uværdigt, slutter han.

Ros til de afgåendes indsats

Fra flere andre Venstre-profiler klinger beskeden lignende:

Den markante Venstre-politiker og tidligere minister af flere omgange, Søren Pind (V), roser Lars Løkke Rasmussens for hans politiske virke.

Det samme lyder fra den tidligere minister for ligestilling og nordisk samarbejde, Karen Ellemann (V).

I en længere besked på Facebook lyder det fra tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V), at de to politikere har gjort det, der var bedst for partiet. Alligevel giver deres afgang også anledning til at kigge indad i partiet, mener han.

- Kollektivt har vi i Venstre været for dårlige til at respektere hinanden, lytte og samarbejde. Det er en del af forklaringen på, hvorfor forløbet har været så urimelig brutalt, den sidste måned, skriver han.

Tak til Lars Løkke og Kristian Jensen for at gøre hvad der er bedst for Venstre. Det fortjener altså alles...

Posted by Karsten Lauritzen on Saturday, August 31, 2019

Folketingsmedlem Jan E. Jørgensen, som startede sin politiske karriere sammen med Lars Løkke Rasmussen i Venstres Ungdom, sender sine tanker til begge de afgående profiler.

- Jeg er så ked af, at du skal gå af på denne måde, skriver han til Lars Løkke Rasmussen og kalder de næste dage for "skæbnesvangre" for Venstre.

Ellen Trane Nørby (V), landets tidligere sundhedsminister, skriver ligeledes et "tak for indsatsen" til både Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen. Fremtidigt håber hun, at de øvrige medlemmer kan "sikre et stærkt Venstre".

Statsministeren takker for diskussioner

Også den danske statsminister Mette Frederiksen ønsker Venstre held og lykke i deres videre proces.

Det er bare lidt over en måned siden, at hun overtog statsministerposten fra Lars Løkke Rasmussen, som hun nu har skrevet en afskedshilsen til:

- Jeg kender Lars Løkke Rasmussen som en politiker og et menneske, der med engagement og indignation har været med til at forme og præge Danmark i de seneste årtier. Hans erfaring er uden sidestykke, skriver hun og takker for de mange diskussioner, de har haft.

Politik er sommetider en barsk affære. Jeg kender Lars Løkke Rasmussen som en politiker og et menneske, der med...

Posted by Mette Frederiksen on Saturday, August 31, 2019

Også de øvrige partiformænd i Folketinget har reageret med overraskelse over nyheden i dag.

Formand for Radikale Venstre, Morten Østergaard, skriver på Twitter:

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, skriver til Kristian Jensen, som hun har kendt siden starten på sin politiske karriere:

Søren Pape fra Det Konservative Folkeparti, som også har siddet i regering med Lars Løkke Rasmussen, roser for de resultater, de opnåede sammen.

Pernille Skipper fra Enhedslisten skriver således om dagens begivenheder:

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, håber, at en ny formand vil lade sig inspirere af den afgående formand.

Lars Løkke Rasmussen er trådt tilbage med øjeblikkelig virkning, mens Kristian Jensen vælger ikke at stille op igen. Dermed er Kristian Jensen fungerende formand for Venstre. Men kun frem til 21. september, hvor det skal besluttes på et ekstraordinært landsmøde, hvem der skal overtage posterne som henholdsvis formand og næstformand i Venstre.