Afgørende møde i Venstre suspenderet natten over - genoptages lørdag

16x9
Venstres forretningsudvalg holdt møde på Hotel Comwell i Brejning nær Vejle, som ses på billedet her. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Venstres forretningsudvalg mødtes fredag aften oven på den seneste tids uro i partiet - men blev tilsyneladende ikke færdige.

Et afgørende møde i Venstres forretningsudvalg er lørdag aften blevet suspenderet. De 24 medlemmer af udvalget mødtes fredag klokken 18 og skulle efter planen have været færdige klokken 22 - men først ved midnat sluttede mødet, og ifølge TV 2s oplysninger er det planen, at det skal genoptages lørdag klokken 9.

Forretningsudvalgets opgave på mødet på Hotel Comwell i Brejning var at forberede topledelsen på, hvad der kommer til at ske på det hovedbestyrelsesmøde, der skal holdes lørdag samme sted, samt at komme med indstillinger til hovedbestyrelsen.

Det er - ifølge den plan, der oprindeligt var lagt - meningen, at Venstres hovedbestyrelse skal mødes lørdag klokken 10.

Ekstraordinært eller fremrykket landsmøde

Alle Venstres fem regionsbestyrelser har forud for weekendens to Venstre-møder drøftet deres holdning til partiets formandskab. Her har man fra Venstre i Region Midtjylland opfordret til, at partiets formand og næstformand går af.

Samtidig er det et punkt på dagsordenen, om der skal indkaldes til et ekstraordinært landsmøde, eller om Venstres landsmøde skal rykkes frem, så der kan blive taget stilling til spørgsmålet.

Partiets formandskab, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, har indstillet til hovedbestyrelsen, at Venstres landsmøde fremrykkes fra november til september. Andre røster i partiet vil imidlertid hellere have, at der afholdes et ekstraordinært landsmøde.

Den afgørende forskel er, at et ekstraordinært landsmøde kan afholdes med kun to punkter på dagsorden: Valg af formand og valg af næstformand.

På et fremrykket ordinært landsmøde, som formanden har foreslået, vil der derimod være en række andre punkter på dagsorden. Blandt andet ønsker Lars Løkke Rasmussen en drøftelse af den politiske linje, inden der skal stemmes om formand og næstformand.

- Det er noget, kritikerne af Lars Løkke Rasmussen meget nødigt vil have, fordi hvis Lars Løkke Rasmussen kan lykkes med at få vedtaget og få opbakning til sin politiske linje, så lyder vurderingen, at det bliver sværere for de delegerede bagefter at stemme ham væk, siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

Tavse deltagere

Forretningsudvalget, der fredag aften mødtes, består af 24 repræsentanter fra alle dele af Venstre: Folketingsgruppen, det regionale, det kommunale samt Europa-Parlamentet. Udvalget står for den daglige drift af partiet.

Forud for mødet lykkedes det ikke de fremmødte journalister at få en kommentar fra de fremmødte mødedeltagere, og heller ikke efter suspensionen af mødet kom der nogen ord.

Partiets næstformand, Kristian Jensen, havde annonceret, at han fredag aften efter mødet ville komme med en udtalelse, men lidt efter midnat siger han til Ritzau, at han først vil udtale sig efter mødet lørdag.