Politik

Krisen i Venstre: Her er møderne, vi venter på

Når Venstres Forretningsudvalg og Hovedbestyrelse fredag og lørdag holder møde, vil omfanget af oprøret mod ledelsen blive kendt.

Den krise, der i en måned har martret Venstre, kulminerer denne weekend.

På to møder vil Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen blive konfronteret med, hvor stor utilfredsheden fra baglandet i virkeligheden er. Først fredag på et møde i Venstres forretningsudvalg og senere lørdag på et møde i partiets hovedbestyrelse.

Men hvem er det egentlig, der deltager i møderne, og hvad kan vi forvente at få svar på? Det giver TV 2 dig et overblik over her:

Fredag: Møde i forretningsudvalget

Hvor bliver det holdt?

Hotel Comwell Kellers Park i Børkop ved Vejle

Hvornår?

30. august fra klokken 18-22

Hvem deltager?

Forretningsudvalget består af 24 repræsentanter fra alle dele af Venstre: Folketingsgruppen, det regionale, det kommunale samt Europaparlamentet. Udvalget står for den daglige drift af partiet.

Hvad kommer der til at ske på mødet?

Forretningsudvalgets opgave på mødet er at forberede topledelsen på, hvad der kommer til at ske på hovedbestyrelsesmødet, samt at komme med indstillinger til Hovedbestyrelsen.

Derfor bliver det her, at vi for første gang får indblik i, hvor stort oprøret mod Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen i virkeligheden er.

Alle Venstres fem regionsbestyrelser har forud for weekendens møder drøftet deres holdning til partiets formandskab, og forventningen er, at deres repræsentant fredag vil fremlægge de konklusioner, de er kommet frem til.

Hvad skal vi holde øje med?

Regionernes udmeldinger 

Region Midtjylland har som den eneste meldt ud, at den ikke længere har tillid til Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen. De øvrige fire, Syd, Nord, Sjælland og Hovedstaden, har alle valgt at vente med at sige noget til weekenden, og derfor bliver det særligt interessant at se, hvordan de forholder sig til formandskabet.

Lørdag: Hovedbestyrelsesmøde

Hvor bliver det holdt?

Hotel Comwell Kellers Park i Børkop ved Vejle

Hvornår?

Lørdag fra klokken 10-16

Hvem deltager?

Hovedbestyrelsen i Venstre er partiets højeste myndighed mellem landsmøderne og består af 133 personer fra alle dele af Venstre. Herunder hele Forretningsudvalget og de 98 formænd i Venstres kommunalforeninger.

Hvad kommer der til at ske på mødet?

Her vil kritikken af formandskabet blive udfoldet. Det er Lars Løkke Rasmussen, der som formand åbner mødet med en tale, og herefter vil ordet blive givet frit. Forventningen fra kilder, TV 2 har talt med, er, at talerækken vil være lang.

Hovedbestyrelsen har ikke bemyndigelse til at vælte formanden og næstformanden. Den kan højst udtrykke mistillid til dem, hvis et flertal kan samles om det. Det vil dog være opsigtsvækkende, hvis formandskabet i en sådan situation vil sidde kritikken overhørig.

Udover den substantielle diskussion skal Hovedbestyrelsen desuden tage stilling til, hvornår Venstres landsmøde skal holdes. Lars Løkke Rasmussen har som formand bedt om at få det fremrykket fra midten af november til en weekend inden Folketingets åbning. Det betyder, at landsmødet skal afholdes i løbet af september, og det bedste bud synes umiddelbart at være 21.-22. september.

Hvad skal vi holde øje med?

Græsrøddernes egen mening

Selv om Venstres regioner på møder forud for weekenden har gjort deres stillinger op, er det ikke sikkert, at det øvrige bagland, kredsformænd osv. følger deres anbefalinger. Jyllands-Posten har blandt andet snakket med flere midtjyske delegerede, der ikke umiddelbart har tænkt sig at stemme som deres regionsbestyrelse. 

Udmelding fra Kristian Jensen

Kristian Jensen sagde onsdag, at han ikke vil kommentere kritikken og kravet fra hans eget midtjyske bagland om, at han og Løkke trækker sig, før efter weekendens møder. Blandt andet mangler vi svar på, om han ligesom Løkke agter at ignorere kritikken og fortsat søge genvalg på det kommende landsmøde.

Eventuelle modkandidater

De personer, der kræver Løkke og Jensens afgang, mangler fortsat at opstille modkandidater. Det er derfor værd at holde øje med, om det sker på weekendens møder.

Landsmødet bliver afgørende

Uanset udkommet af weekendens møder er det først på landsmødet, at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensens skæbne endeligt bliver afgjort.

Landsmødet er partiets øverste myndighed, og det er her, formand og næstformand bliver valgt. Oprindelig var det planlagt til afholdelse 16.-17. november, men Lars Løkke Rasmussen har bedt om at få det fremskyndet til før Folketingets åbning i oktober.