Venstre-højborg opfordrer Lars Løkke og Kristian Jensen til at gå af

Formanden for Venstre i Region Midtjylland vil ikke nævne navne på mulige modkandidater. Mon ikke vi nok skal finde en, siger han.

Der skal ryddes op i Venstre, og det betyder, at formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen bør trække sig. Det siger Jens Nicolai Vejlgaard, der er formand for Venstre i en af partiets højborge, Region Midtjylland:

- Vi sendte en meddelelse til Venstres formand og næstformand om, at vi synes, at det vil være rigtigt, hvis de trækker sig forud for eller til det kommende landsmøde i Venstre, siger han til TV Midtvest.

Mandag var der møde i Venstres bagland i Region Midtjylland, hvor der ifølge Jens Nicolai Vejlgaard var fuld enighed om at sende meddelelsen til partiledelsen om, at de to bør trække sig.

I alt 19 kommuneforeningsformænd, regionsformanden og tre landsmødevalgte hovedbestyrelsesmedlemmer i Region Midtjylland står ifølge Avisen Danmark bag udtalelsen.

- Af hensyn til Venstres fremtid, troværdighed og stabilitet opfordrer vi formandskabet til, at de trækker sig kollektivt, lyder det blandt andet i udtalelsen.

De voksne skal rydde op

- Hvis der skal ryddes op, så skal det være nu. Vi har en rød regering, der er ræverød og spiller på alle fronter lige nu og her, og det skal vi have ryddet op i. Og vi skal have en aktiv opposition, som kan arbejde frem mod at vinde valget, siger Jens Nicolai Vejlgaard til TV Midtvest.

Til TV Midtvest bruger han et rodet lokale som metafor. Nogle gange er der nødt til "at være nogle voksne i lokalet", som siger til børnene, at der skal ryddes op:

- Det kan godt ske, at tingene ikke lige skal stå, som de plejer at stå, men det er vigtigt, at vi får ryddet op. Og vi elsker jer børn alligevel, selvom vi skal have ryddet op.

Det rodede lokale henviser til den uro, der har præget partiet. I dele af baglandet er der utilfredshed med uroen i partitoppen, som blandt andet kom til udtryk ved partiets sommergruppemøde 9. august.

I et interview i Berlingske undsagde næstformand Kristian Jensen Lars Løkke Rasmussens politiske linje og forslag om et samarbejde med Socialdemokratiet, hvilket fik Claus Hjort Frederiksen til at kræve Kristian Jensens afgang.

Ingen modkandidat på plads

Et par dage senere var parterne talt til ro, hvorefter der ifølge både Claus Hjort Frederiksen og Kristian Jensen nu var klarhed over rollerne i partiledelsen. Men det fik altså ikke uroen til at lægge sig.

Søndag lagde formand Lars Løkke Rasmussen en video på Facebook, hvor han sagde, at han ønsker klarhed over, hvordan formandsskabet i partiet skal se ud fremover. Det betyder, at Venstre fremrykker partiets landsmøde fra midten af november til en gang i september.

Jens Nicolai Vejlgaard vil ikke nævne mulige navne på modkandidater til formandsskabet.

- Vi har 35.000 medlemmer i Venstre, så mon ikke vi nok skal finde en, der både kan og vil, siger Jens Nicolai Vejlgaard.