Alternativet vil have pant på cigaretskod
50 øre i pant per cigaretskod skal få rygerne til at aflevere skod i stedet for at smide dem på gaden og i naturen.
Alt for mange cigaretskod ender på gaden og i naturen, men nu skal en økonomisk gevinst få rygerne til at indlevere skoddene i stedet for at smide dem.
Sådan lyder et forslag fra Alternativet, der vil have regeringen til at se på muligheden for at lægge pant på cigaretskod.
Alternativet har ikke en konkret løsning på, hvordan skodpant skal kunne lade sig gøre, men partiet vil gerne sætte et pilotprojekt i gang i for eksempel Københavns Kommune.
- Man kunne forestille sig, at en cigaretpakke har et rum ved siden af cigaretterne, hvor man kan putte skod i - og som man så kan aflevere. Her i sommerferien så jeg franske piger, der – når de var på ferie – altid tog en dag, hvor de samlede cigaretskod op. De fyldte en stor colaflaske. Eller måske kan det gøres i forbindelse med flaskeautomater, siger Alternativets medlem af Miljø- og Fødevareudvalget, Susanne Zimmer, til TV 2.
Hvorfor ikke indføre bøder til folk, der smider cigaretskod på gaden?
- Vi vil hellere starte med den positive tilgang til problemet, siger Susanne Zimmer.
I 2023 skal importører have en plan klar
Partiet foreslår en pant på 50 øre per cigaretskod, og at cigaretterne skal stige med et tilsvarende beløb, så en pakke med 20 cigaretter bliver ti kroner dyrere.
Samtidig fremhæver Susanne Zimmer, at producenterne og importørerne af cigaretfiltre ifølge et EU-plastdirektiv i 2023 bliver pålagt at tage ansvar for indsamling og affaldsbehandling af de mange cigaretskod, der bliver smidt på gader, stræder og i naturen.
- Så det er faktisk noget, EU-landene snart skal i gang med alligevel, og derfor er det rigtig fint at få noget sat i gang nu, siger hun.
Forslaget bliver af miljøordfører for SF Carl Valentin kaldt "sympatisk", men han er i tvivl om, hvordan forslaget kan føres ud i livet. Han vil derfor gerne se et mere konkret forslag.
- Jeg er bange for, at folk importerer cigaretskod og får pant for dem. Skal der være en stregkode på skod? Skaber det en kultur, hvor de socialt udsatte i Danmark bliver dem, der samler cigaretskod op, siger han til TV 2.
Indeholder nogle af de samme giftstoffer som batterier
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening tager det op til fem år for naturen at nedbryde et cigaretskod, og ifølge National Geographic afgiver cigaretskoddene – der indeholder nogle af de samme giftstoffer som for eksempel batterier – i nedbrydelsesprocessen både nikotin og tungmetaller til omgivelserne.
Samtidig indeholder cigaretfiltre også mikroplastik.
Hver dag er der i danske byområder otte millioner cigaretskod, som bliver smidt i det fri – i stedet for i en skraldespand.
I 2008 fandt man ifølge affaldsindsamlingen.dk i Københavns Kommune ud af, at det i gennemsnit koster kommunen to kroner, hver gang et cigaretskod skal samles op fra gaden.