Tre scenarier: Hvad skal der ske i toppen af Venstre?

Jakob Ellemann-Jensen afviser, at han er kandidat til topposter i partiet.

Inden september skifter til oktober, skal Venstre holde det landsmøde, der ellers var planlagt til at ligge midt i november.

Det skyldes den video, som Lars Løkke Rasmussen søndag lagde på Facebook, hvor han siger, at han ønsker at få klarhed over, hvordan formandsskabet i partiet skal se ud fremover.

Videoen kommer på baggrund af et ulmende oprør i dele af partiet, der er utilfredse med partitoppen.

Oprørerne i partiet ønsker en helt ny ledelse, men den nuværende satser tydeligvis på, at fremrykningen af landsmødet vil bevare status quo. Det vurderer TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen, som her gennemgår tre scenarier for, hvad der kan komme til at ske:

Scenarie 1: Status quo

Hvis Lars Løkke Rasmussen skal erstattes, så kræver det modkandidater. Og i skrivende stund har ingen meldt sig på banen.

Den nuværende ledelse satser tydeligvis på, at både formanden og næstformanden fortsætter. Lars Løkke Rasmussens kandidatur til topposten giver sig selv, og Kristian Jensen har ikke, siden han sagde, at han ville stille op som næstformand, givet udtryk for noget andet. Ved at fremrykke landsmødet satser de på, at de kan få kvalt oprøret ved at tage tiden og initiativet fra dem. Lars Løkke Rasmussens folk er overbeviste om, at et flertal blandt Venstres menige medlemmer vil støtte den siddende formand. 

Scenarie 2: Ny næstformand

Men der er ingen tvivl om, at der er løse mursten i det fundament, som partiet fik opbygget med en mandatfremgang fra 34 til 43 ved det seneste folketingsvalg.

I dele af baglandet er der utilfredshed med uroen i partitoppen, som blandt andet kom til udtryk ved partiets sommergruppemøde 9. august.

I et interview i Berlingske undsagde næstformand Kristian Jensen pludselig Lars Løkke Rasmussens politiske linje, hvilket fik Claus Hjort Frederiksen til at kræve Kristian Jensens afgang.

Et par dage senere var parterne talt til ro, hvorefter der ifølge både Claus Hjort Frederiksen og Kristian Jensen nu var klarhed over partiledelsen.

Jeg anerkender, at han er formand og statsminister, og derfor har det prærogativ at komme med den slags meldinger. Men jeg ville gerne have vidst det tidligere

Kristian Jensen (V) om Lars Løkke Rasmussens beslutning om at ønske et samarbejde med Socialdemokratiet i valgkampen. Fra Berlingske, 7. august

Derfor kan et muligt scenarie også lyde, at Lars Løkke Rasmussen efter landsmødet fortsætter på posten, men at næstformanden skiftes ud.

Så skal Kristian Jensen enten trække sig, fordi det er for broget, eller også skal der være kampvalg om posten. Heller ikke her har vi endnu en kandidat. Der er dog røster i Venstre, som synes, at man skal tilbage til dengang, hvor det ikke automatisk var sådan, at Venstres næstformand var kronprins. Vi skal mange år tilbage, faktisk før Anders Fogh Rasmussens tid. Her var det sådan, at Venstres næstformand - ligesom i Socialdemokratiet - ikke nødvendigvis også var oplagt som kommende formand. Og det kan være, at der kommer en på banen, som ser sådan ud, men det har vi ikke hørt om endnu. 

Scenarie 3: Hele ledelsen udskiftes

I dele af baglandet har tvivlen om partiets samlede retning været så udtalt, at man ønsker en ny formand. Det vil altså sige, at både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen erstattes af nye kræfter.

Her har flere medier nævnt politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen som en ny, samlende figur i den absolutte top af partiet.

Det blev ikke mindre aktuelt, da folketingsmedlem Marcus Knuth (V) i et interview til Politiken roste Ellemann-Jensen til skyerne.

Han er et unikum.

Marcus Knuth (V) om Jakob Ellemann-Jensen. Fra Politiken, 16. august

Her lød det, at han ikke så "noget øvre loft" for Jakob Ellemann-Jensens politiske karriere.

Det er det scenarie, som de mest fremtrædende i oprøret ønsker. Helge Sander, som er tidligere Venstre-minister, sagde forleden i News&Co, at man nok trænger til "friskt vand i karrene". Men det kræver modkandidater til Løkke, og det har vi jo ikke set noget til endnu. Måske håbede de, at presset kunne få ham til at vige pladsen inden et landsmøde, så en modkandidat ikke skulle i kampvalg med ham. Men det er jo tydeligt, at han ikke vil trække sig. Navnet på alles læber er Jakob Ellemann-Jensen, men han har ikke på nogen måde antydet, at han er til rådighed. Snarere tværtimod.

Selv har Jakob Ellemann-Jensen så sent som mandag afvist, at han på nogen tænkelig måde skulle være kandidat til en toppost i partiet. Han støtter både Lars Løkke Rasmussen som formand og Kristian Jensen som næstformand, lyder det.