Topfolk i Venstre støtter Løkkes ønske om tidligere landsmøde

16x9
Jakob Ellemann-Jensen hilser Lars Løkke Rasmussens ønske velkommen. TV 2 har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Kristian Jensen. Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Der er brug for afklaring og at tale politik frem for personer, lyder reaktionen fra Venstres gruppenæstformand, Sophie Løhde.

Toneangivende Venstre-medlemmer udtrykker støtte til Lars Løkke Rasmussens (V) ønske om at fremrykke partiets landsmøde.

Det sker efter, Venstre-formanden søndag skrev på Facebook, at han vil have Venstres landsmøde, der efter planen skulle afholdes 16. og 17. november, fremrykket for at få klarhed over, hvordan formandsskabet i partiet skal se ud, og han vil derfor have Venstres landsmøde fremrykket.

Således kalder Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, udmeldingen for god.

- Vi kan som parti ikke leve med, at diskussionen om personer skygger for diskussionen om politik. Derfor er det klogt at fremrykke Venstres Landsmøde, så vi kan få lukket den første diskussion og give os i kast med den anden, skriver han på Facebook.

En lignende melding kommer fra Sophie Løhde, gruppenæstformand i Venstre.

- Fuld opbakning herfra. Vi skal genvinde nøglerne til statsministeriet. Det kræver, vi taler politik frem for personer. Der er brug for afklaring. Og jeg er helt afklaret med, at Løkke selvfølgelig fortsat skal stå i spidsen for Venstre, skriver Sophie Løhde søndag i en sms til TV 2 samt på Twitter.

Også Ventres næstformand, Kristian Jensen, reagerer nu på udmeldingen. I en sms til TV 2 skriver han mandag morgen:

- Jeg synes, det er godt at få en afklaring, inden Folketinget åbner. Derudover har jeg ingen kommentarer.

Formanden har serveretten

Ifølge TV 2s oplysninger meddelte fire ud af Venstres fem regionsformænd lørdag partiets top, at de ville have et ekstraordinært landsmøde for hurtigst muligt at få afklaret situationen omkring formandskabet i Venstre. Det ønske havde regionsformændene allerede givet udtryk for onsdag.

Søndag kom det så frem, at Lars Løkke Rasmussen har bedt hovedbestyrelsen om at fremrykke landsmødet, hvor partiets formand og næstformand bliver valgt, til afholdelse inden Folketingets åbning 1. oktober.

Venstres hovedbestyrelse afholder møde 31. august, og hovedbestyrelsesmedlem Svend Møller Sørensen synes, at Lars Løkkes forslag at rykke mødet er fint:

- Jeg synes, det er fint at rykke landsmødet frem for at få en afklaring på ledelsen i Venstre, siger han til TV 2.

De samme toner lyder fra hovedbestyrelsesmedlem Anders Bo Larsen. Han siger til TV 2:

- Det er helt op til formanden at stille forslag til hovedbestyrelsesmøder. Det er jo ham, der har serveretten, så det ser jeg ikke noget problem i, siger han.

Ballade i partiet siden sommergruppemøde

Venstre har været præget af uro siden partiets sommergruppemøde 12. august. Her krævede partinestor Claus Hjort Frederiksen, at næstformand Kristian Jensen gik af på grund af et interview i Berlingske, hvor Kristian Jensen undsagde dele af Lars Løkke Rasmussens politiske linje for Venstre.

Siden har Venstre-ledelsen gjort meget for at lægge låg på balladen, men flere stemmer i partiets lokalpolitiske bagland har advokeret for, at både Lars Løkke og Kristian Jensen burde trække sig fra deres poster. Sådan lød det tidligere på ugen i en kronik i Jyllands-Posten.

Op til valget i maj måned opfordrede Lars Løkke Rasmussen til et samarbejde med Socialdemokratiet i bogen 'Befrielsens Øjeblik'. Det var blandt andet det synspunkt, Kristian Jensen undsagde i interviewet.