Lars Løkke vil have landsmøde i Venstre rykket frem
Løkke spiller "politisk pokerspil" med sit ønske om at fremrykke landsmødet, hvor formand og næstformand bliver valgt, mener analytiker.
Lars Løkke vil have klarhed over, hvordan formandsskabet i Venstre skal se ud, og han vil derfor have Venstres landsmøde fremrykket.
Sådan lyder meldingen fra Venstres formand på Facebook.
- Der er lige nu et alt for stort fokus på enkeltpersoner og arvefølgen i Venstres ledelse. Det gør os ukampdygtige som parti og skygger for Venstres politiske projekt. Det kan vi selvfølgelig i længden ikke være tjent med. Derfor må diskussionen bringes til konklusion hurtigst muligt – og det kan kun ske på et landsmøde, skriver Lars Løkke Rasmussen.
Lars Løkke har bedt hovedbestyrelsen i partiet om at fremrykke landsmødet, så det finder sted inden Folketingets åbning 1. oktober - og ikke som planlagt 16. og 17. november.
Det er på Venstres landsmøde, at partiets formand og næstformand bliver valgt.
Løkke: Betyder ikke afgang som formand
At mødet skulle betyde en exit for Venstres formand, imødegår han selv i klare vendinger.
- Jeg ønsker at fortsætte som formand for Venstre og tage nøglerne til Statsministeriet tilbage. Jeg ønsker at fortsætte med tegne partiet udadtil og sikre maksimal indflydelse for partiet. Derfor vil jeg søge genvalg som formand og opbakning til min politiske linje ved landsmødet, skriver Løkke.
TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen siger, at Lars Løkke er gået i offensiven.
- Det er politisk pokerspil fra Lars Løkkes side. Han satser på, at hans modstandere ikke kan nå at finde og skabe opbakning til en eventuel modkandidat ved et formandsvalg. Det er vigtigt for ham, at han tager det initiativ inden eksempelvis Venstre i Region Midtjylland - som skal diskutere situationen i den kommende uge - kommer på banen og måske har et ønske om, at han går af, siger Lautrup.
- Løkkes begrundelse for at ville fremrykke landsmødet er reel nok – det vil være bedst, hvis situationen i Venstre er afklaret inden Folketingets åbning, siger Peter Lautrup-Larsen.
Har forsøgt at lægge låg på balladen
Venstre har været præget af uro siden partiets sommergruppemøde 12. august. Her krævede partinestor Claus Hjort Frederiksen, at næstformand Kristian Jensen gik af på grund af et interview, hvor Jensen undsagde dele af Lars Løkkes politiske linje for Venstre.
Siden har Venstre-ledelsen gjort meget for at lægge låg på balladen, men flere stemmer i partiets lokalpolitiske bagland har advokeret for, at både Lars Løkke og Kristian Jensen burde trække sig fra deres poster. Sådan lød det tidligere på ugen i en kronik i Jyllands-Posten.
- Venstre-husets fundament er ustabilt, indtil vi får skiftet ledelsen ud. Det er nok nu. Tiden er inde for Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen til at sætte Venstre og det liberale Danmark højere end deres egne personlige ambitioner.
Op til valget i maj måned opfordrede Lars Løkke Rasmussen til et samarbejde med Socialdemokratiet i bogen 'Befrielsens Øjeblik'. Det var blandt andet det synspunkt, Kristian Jensen undsagde i interviewet med Berlingske.
Det forestående landsmøde kan dog vise sig at byde på ubehagelige overraskelser for Venstres formand, vurderer Peter Lautrup-Larsen og trækker tråde tilbage til historisk formandsopgør i Socialdemokratiet.
- Det er ikke altid, formanden har overblik over, hvordan det politiske landskab ligger. I april 1992 troede Svend Auken også, han ville vinde, da han fik indkaldt til den ekstraordinære partikongres i Vejle, hvor Nyrup så gik hen og vandt formandsposten fra ham.
Lars Løkke Rasmussen vil ikke uddybe sin melding over for TV 2.