Venstrefolk tavse efter lukket nordjysk møde - situationen er dramatisk, mener analytiker

Venstres bagland mødes i hele landet for at beslutte, om formandskabet skal udskiftes på næste lørdag.

- Jeg er bange for, at vi bliver nødt til at få frisk vand i karrene. Dét, der sker i øjeblikket, er uholdbart ikke kun for Venstre, men også for det borgerlige Danmark.

Sådan siger tidligere minister og folketingsmedlem for Venstre Helge Sander inden det hovedbestyrelsemøde, 31. august, der kan blive afgørende for den ledelsesmæssige fremtid for Venstre.

Mange medlemmer har denne gang har sat sig for, at der skal ske noget andet

Helge Sander, tidligere minister (V)

Udtalelsen fra Helge Sander kommer i kølvandet på, at Venstre-folk landet over i disse dage mødes for at diskutere partiets fremtid.

Diskussioner, der skal kulminere ved partiets hovedbestyrelsesmøde på næste lørdag, hvor det kan komme på dagsordenen, om Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen skal forblive henholdsvis formand og næstformand.

Det er kommuneforeningerne i samtlige af landets fem regioner, som i øjeblikket mødes for at afgøre, om formandskabet skal bestå.

Onsdag aften mødtes formændene for Venstres nordjyske vælgerforeninger i et tre timer langt lukket møde.

Kommuneforeningerne fra Fyn og Syd- og Sønderjylland mødes torsdag, mens man mødtes i region Hovedstaden i mandags. Møderne fortsætter i de øvrige regioner i næste uge.

Efter mødet i den nordjyske vælgerforening var det en fåmælt formand, TV 2 forsøgte at få en kommentar fra.

- Vi er enige om, at vi holder drøftelserne fra mødet internt, sagde Pernille Roth, formand, regionsbestyrelsen i Nordjylland.

Hun kunne dog bekræfte, at formandskabet var blevet drøftet, men ville ikke uddybe.

Analytiker: - Opsigtsvækkende

At lokalformanden ikke kunne give sin opbakning til den nuværende ledelse, er usædvanligt. Det mener TV 2 politiske analytiker, Hans Redder.

- I enhver anden situation ville baglandet naturligvis bakke op om ledelsen, men svaret her var ”ingen kommentarer”. Det er i sig selv opsigtsvækkende, siger Hans Redder.

- Det er en dramatisk situation. Min tydelige fornemmelse er, at der er en udvikling i retning af, at der er flere, som peger på, at den eneste måde, Venstre kommer videre på, er ved at skifte hele formandskabet ud, både Kristian Jensen og Lars Løkke, siger Redder.

At utilfredsheden er stor i Venstres bagland blev tydeliggjort af en rundringning, TV 2 foretog i tirsdags til partiets 133 medlemmer af hovedbestyrelsen, som altså på næste lørdag skal afgøre formandskabets skæbne.

TV 2 var i kontakt med 96 medlemmer af partiets i alt 133 mand store hovedbestyrelse.

Af dem udtrykte kun syv opbakning til Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen som formand og næstformand. 77 ønskede ikke at udtale sig, mens 12 direkte sagde, at de mener, at én eller begge hovedpersoner bør trække sig.

- Det er opsigtsvækkende tal. De 12, der siger, at ledelsen skal trække sig, er usædvanligt, men langt de fleste af dem, man ringer til, siger jo ikke, at de bakker op om ledelsen, siger Hans Redder.

Behov for nye vinde

Noget tyder altså på, at hovedbestyrelsesmødet lørdag 31. august kan udvikle sig dramatisk.

I hvert fald fornemmer Helge Sander, at medlemmerne gerne ser, at der sker ændringer i partiets lederskab.

- Det bliver et anderledes hovedbestyrelsesmøde, fordi de mange medlemmer denne gang har sat sig for, at der skal ske noget andet. Men hvad der skal ske, ved vi først om halvandet uge, siger Sander, der ikke selv er medlem af hovedbestyrelsen.