Trumps aflysning kaldes 'absurd' - han er som et barn, mener Rufus Gifford

16x9
Tidligere amerikansk ambassadør i Danmark Rufus Gifford. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Demokratiske toppolitikere kritiserer, at Donald Trump har aflyst besøg i Danmark. Tidligere ambassadør Rufus Gifford kalder ham "et barn".

Det flyder over med hjemlig kritik af USA's præsident, Donald Trump, efter at han natten til onsdag dansk tid valgte at aflyse et planlagt besøg i Danmark fra 2. til 3. september.

Den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark Rufus Gifford er en af mange, som deler sine frustrationer på Twitter:

- Han bad dronningen om en invitation. Hun inviterede ham, han accepterede. De har forventet hans ankomst i ugevis. Danskerne og grønlænderne afviser hans prestigeprojekt, og han afviser hele kongeriget.

- Han er et barn, konkluderer Gifford.

Trump valgte i en række opslag på Twitter at aflyse sit besøg på grund af statsminister Mette Frederiksens afvisning af et salg af Grønland til USA. Ifølge statsministeren var Trumps strategiske interesse i Grønland en "absurd idé".

Den demokratiske præsidentkandidat og senator fra Minnesota Amy Klobuchar skriver i et tweet:

- Præsidenten har nu formået at støde Danmark fra sig. Den havde jeg ikke set komme.

Dårlig behandling af allieret

Nogenlunde samme sprogbrug lyder fra en anden demokratisk præsidentkandidat, senator fra delstaten New Jersey Cory Booker, om Trumps aflysning.

- Det er fuldstændig absurd. Sådan behandler man ikke en allieret, siger Booker natten til onsdag i et tv-interview med CNN.

- Det får ikke vores nation til at tage sig godt ud internationalt, tilføjer han.

Han kalder præsidentens beslutning "en afledningsmanøvre", der skal fjerne opmærksomheden fra Trumps dårlige beslutninger.

Det var den amerikanske avis The Wall Street Journal, som torsdag kunne fortælle, at Donald Trump af flere omgange har bedt sine rådgivere om muligheden for at købe øen.

Historien blev indledningsvis taget med et gran salt, men søndag bekræftede præsidenten, at han skam mente det alvorligt - omend det ikke stod "øverst på dagsordenen".