Trump aflyser besøg

Lars Seier forstår Trump: Vores politikere er en flok provinsielle klaphatte

Lars Seier Christensen langer ud efter de danske politikere.

Politikernes reaktioner minder om en flok skolepigers, mener Lars Seier.

De danske politikere er over en bred kam skuffet over, at den amerikanske præsident Donald Trump har aflyst sit besøg herhjemme.

Erhvervsmanden Lars Seier forstår dog godt Trumps beslutning. Det skriver han i et opslag på sin Facebook-profil:

- Egentlig kan jeg godt forstå ham - vores politikere opfører sig som en flok provinsielle klaphatte ved at afvise alt uden fjerneste overvejelse, omtanke eller blot viden om, hvad der egentlig bliver foreslået, skriver han og fortsætter:

- Et land, hvor der i stedet tales i en uendelighed om det storslåede initiativ at leje en infantil ballon i London eller latterlige stråmænd om at sælge Lolland, sin bedstemor eller byde ind på Manhattan.

Ifølge Lars Seier ville det give god mening at forhandle om Grønlands status, nu hvor USA allerede har massiv tilstedeværelse på luftbasen i Thule.

- Ingen respekt for, hvorfor det lige er, at USA - der er vores eneste reelle beskytter i en stor og farlig verden - er bekymrede over Grønland, som Danmark slet, slet ikke har styrke til at forsvare i en krisesituation. Det gad jeg sgu nok heller ikke stille op til, hvis jeg var ham, skriver Seier.

"Utilregnelig" og "fra en anden planet"

Lars Seier står indtil videre ret alene med sin holdning efter Trumps pludselige aflysning.

Morten Østergaard, politisk leder for Radikale Venstre, kalder den amerikanske præsident for utilregnelig.

- Virkeligheden overgår fantasien. Det er dybt godnat, skriver Morten Østergaard.

Pernille Skipper (EL) mener, "han lever på en anden planet", og Pia Olsen Dyhr (SF) siger, at Grønland bør behandles med respekt:

- Hovedrystende melding fra USA's præsident, skriver SF's leder.

"Som at se en flok skolepiger"

Lars Seier har dog ikke meget til overs for politikernes klare afstandtagen. Om politikerne skriver Lars Seier i sit Facebook-opslag:

- Og se disse reaktioner - det er som at se en flok skolepiger, der ikke er blevet budt op til afdansningsballet. “Vi har også travlt med alt mulig andet, æv-bæv". Jeg græmmes, men du skal være velkommen en anden gang, Mr. President.