Trump aflyser besøg

Diplomatiet på overarbejde: - Måske kan Trump være en øjenåbner for os

Der er intet systematisk, officielt diplomati mellem Danmark og Trump, mener ekspert i diplomati.

Det har været en ophedet dag i forholdet mellem USA og Danmark. Donald Trumps aflysning af sit besøg i Danmark har afstedkommet stærke reaktioner på tværs af Atlanten.

Diplomatiet mellem de to ellers så allierede nationer har været på overarbejde.

Et forhold, der har udviklet sig i de seneste år, nærmere bestemt siden Donald Trump blev USA’s præsident i 2016.

- Måske er Trump en øjenåbner for os. En aha-oplevelse. Vi har en asymmetrisk relation til amerikanerne. Vi er ikke nødvendigvis inde i varmen. Vi skal til at erkende at det er virkeligheden.

Det vurderer Martin Marcussen, der er professor i diplomati på Københavns Universitet.

Han peger på, at tiltrædelsen af Donald Trump indvarslede en ny æra i forholdet mellem USA og Danmark.

- Hver gang amerikanerne har kaldt, er vi trådt til og gået i krig for amerikanerne. Og vi troede indtil for nylig, at vi havde kredit i banken hos amerikanerne. Det har vi ikke, siger han og fortsætter:

- Danmark er for Donald Trump – lader det til – et ud af 120 små lande i verden. Det er en selvindsigt, vi skal til at have i Danmark, og som vi må planlægge efter, siger han.

Diplomati på overarbejde

Det har været vanskeligt for det danske diplomati at håndtere Donald Trump og hans uforudsigelighed. Der er kommet andre regler i Danmarks samkvem med Det Hvide Hus, mener Martin Marcussen.

- Det, man har måttet gøre siden 2016, er at sætte diplomatiet på overarbejde i Washington. Man har simpelthen måttet forsøge at finde informationer om Trump alle mulige steder fra, i tænketanke, i medierne, hos gamle venner og gamle bekendtskaber.

Mette Frederiksen har fat i den lange ende. Hun har gjort alt for at undgå, at det her udvikler sig til en diplomatisk krise

Martin Marcussen, Københavns Universitet

- I dag er der ikke nogen reel systematisk dialog med Trump. Det er rygtebørsen, vi baserer vores diplomatiske relationer med amerikanerne på i øjeblikket, siger Martin Marcussen.

En stor kontrast til, da Barack Obama var præsident, og Lars Løkke Rasmussen var statminister. Dengang, fortæller Martin Marcussen, var Løkke på sms-kontakt med den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, og havde dermed "en direkte kontakt ind i Det Hvide Hus."

Bedømt ud fra den seneste tids kommunikation i offentligheden mellem de to nationer kunne det tyde på, at professoren har ret med hensyn til den manglende kontakt til Donald Trump.

Eksempelvis fandt Mette Frederiksen først ud af, at Trump havde aflyst sit besøg natten til onsdag.

- Der tilgik en besked fra Det Hvide Hus i løbet af natten. Og hvis du spørger til, om det er usædvanligt med så kort et aftræk, så tror jeg, at svaret vil være ja, sagde Mette Frederiksen onsdag eftermiddag.

Det var i øvrigt også natten til onsdag, at Donald Trump selv på Twitter annoncerede sin aflysning, efter at han skabte forvirring omkring sit besøg allerede søndag nat.

Lyn-analyse

Denne her sag kan meget vel føre til forstærket diplomatisk kontakt med USA og Danmark. Det har vi allerede set et eksempel på. Jeg ved, at der i dag har været fornyet diplomatisk kontakt mellem vores to lande. Den amerikanske ambassadør Carla Sands har i eftermiddag været til møde hos Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og departementschef Lars Lose, hvor de har drøftet denne her aflysning. Og vi vil sandsynligvis se, at der vil være en heftigere diplomatisk trafik mellem USA og Danmark end der ellers ville have været, fordi der er nogle skår, der skal klinkes. Og så skal man huske på, at den måde vi formulerer os på i Danmark ofte opfattes som meget direkte af amerikanerne.

- Modbydelig og upassende

Den hårdkogte kommunikation fortsatte onsdag, da den amerikanske præsident langede ud efter Mette Frederiksen og hendes holdning til et eventuelt salg af Grønland.

- Jeg så frem til at besøge Danmark, men jeg synes, at statsministerens udtalelse om, at det var en absurd ide, var modbydelig (nasty, red.). Jeg synes, at det var en upassende holdning, sagde Trump, som fortsatte på Twitter med en kritik ad Danmarks bidrag til Nato.

Mette Frederiksen opretholdt den diplomatiske tone:

- Jeg kommer ikke til at gå ind i en ordkrig. Heller ikke med den amerikanske præsident. Og Kim Kielsen i Grønland har gjort det meget klart. Grønland er ikke til salg, og det bakker jeg helt op om, sagde hun.

Og dét er kendetegnede for den danske håndtering af sagen, mener Martin Marcussen.

- Mette Frederiksen har fat i den lange ende. Hun har gjort alt for at undgå, at det her udvikler sig til en diplomatisk krise. Det kan ikke gøres bedre, siger han.

- Vi har ikke en interesse i en diplomatisk krise. De (Mette Frederiksen og Jeppe Kofod, red.) gør præcis, som de skal i overensstemmelse med den diplomatiske protokol, og det er at optræde høfligt overfor den amerikanske præsident.

Udenrigminister Jeppe Kofod (S) gentog onsdag aften, at det er "absurd" at diskutere et salg af Grønland og kaldte desuden USA for "vores sikkerhedsgaranti" og en "kerneallieret".

Diplomatiet mellem USA og Danmark fik sent onsdag aften en chance, da Danmarks udenrigsminister var i kontakt med USA's udenrigsminister, Mike Pompeo. En dialog, Kofod kalder "konstruktiv og venlig".